Hjælp til naturen i Simested Ådal
En akutpulje kommer nu helhedsprojektet i Simested Ådal – som Rebild Kommune er en del af – til gode. Det vil være en stor gevinst for både den lokale natur, og ikke mindst for vandmiljøet i Limfjorden.
Som det har været meget omtalt i medierne, er vandmiljøet i de indre danske farvande under stort pres, især på grund af iltsvind som følge af udvaskning af næringsstoffer fra oplandet. Det gælder også Limfjorden, og her er Simested Å et af de vandløb der bidrager med en væsentlig udvaskning af næringsstoffer.
Nu har regeringen og aftalepartierne bag Finansloven for 2024 etableret en akutpulje til blandt andet at sætte skub i projekter ved Limfjorden og Hjarbæk Fjord til gavn for naturen. Af denne pakke er der afsat 32 millioner som hjælp til at realisere et helhedsprojekt, der skal genskabe hele Simested Ådal fra udspring til udløb i Hjarbæk Fjord, som løber ud i Limfjorden, inklusive sammenbinding af vådområder.
Borgmester glad for hjælpen til naturen
Borgmester Jesper Greth er rigtig glad for, at akutpuljen hjælper helhedsprojektet i Simested Ådal et godt stykke på vej:
– Det er virkelig glædeligt, at vejen nu er banet for en helhedsplan for Simested Å. Vi ved, at påvirkningen fra oplandet langs Simested Å er en af de forhold, der påvirker vandmiljøet i Limfjorden og særligt Hjarbæk Fjord allermest, så en realisering af helhedsprojektet vil afhjælpe udfordringerne både med næringsstoffer og fri passage for fisk og fiskeyngel. Det giver rigtig god mening, at vi løser dette i et sammentænkt helhedsprojekt. Derfor vil jeg også rette en stor tak til Miljøministeriet og øvrige samarbejdsparter i Limfjordsrådet, der har været med til at gøre dette muligt. Det er et skoleeksempel på, at vi virkelig kan udrette noget, når vi arbejder helhedsorienteret på tværs af kommunerne, slutter Jesper Greth.
Ud over at støtte helhedsplanen for Simested Ådal, vil midlerne fra akutpuljen også bringe Rebild Kommune et stort skridt tættere på at leve op til EU’s vandrammedirektiv, herunder kravet om fri faunapassage ved de dambrug der ligger langs vandløbet.
Opkøb af dambrug
Chef for Center Natur og Miljø i Rebild Kommune Tove Nyegaard forklarer:
– EU’s vandrammedirektiv stiller blandt andet krav om fri faunapassage ved dambrugene, og her har planen hidtil været at føre Simested Å uden om de dambrug, der ligger ud til åens løb i Rebild Kommune. På den måde vil man sikre, at fisk og fiskeyngel har fri adgang fra Simested Å til Limfjorden. De midler, der er afsat i akutpuljen, giver bedre betingelser for at opkøbe og lukke dambrug ved Simested Å. Samtidig vil lukning af dambrugene have en række øvrige fordele for naturen og ikke mindst vandmiljøet i form af langt mindre udvaskning af kvælstof til Simested Å og dermed til Limfjorden, slutter Tove Nyegaard.
Helhedsprojektet ved Simested Å kan reducere den årlige udledningen af kvælstof til Limfjorden med 17-24 tons, fosfor med 1,6-2,5 tons og klimagasser med 62 tons CO2 ækvivalenter.
Helhedsprojektet er et samarbejde mellem Mariagerfjord, Vesthimmerland Viborg og Rebild Kommuner. I samarbejde med Limfjordssekretariatet er de implicerede kommuner i gang med at lægge en plan for det videre arbejde, og alle parter glæder sig til at sætte projektet i gang.