Tre himmerlandske byer – Øster Hurup, Øster Hornum og Aalestrup – bliver kulturpunkter
Region Nordjylland og de nordjyske kommuner har for andet år i træk udpeget 11 lokalområder som Kulturpunkter. I 2026 går tre af pladserne til Himmerland, hvor Øster Hurup i Mariagerfjord Kommune, Øster Hornum i Rebild Kommune og Aalestrup i Vesthimmerland Kommune nu får mulighed for at styrke det lokale kulturliv gennem nye fællesskaber og samarbejder.
Udpegningen betyder, at hvert lokalområde modtager 50.000 kroner til at udvikle kulturelle aktiviteter, der skaber sammenhængskraft, styrker fællesskabet og bidrager til en positiv lokal udvikling.
Kultur som lokalt laboratorium
Kulturpunkterne fungerer som lokale laboratorier, hvor indholdet ikke er fastlagt på forhånd. I stedet udvikles idéer og aktiviteter i fællesskab mellem lokale aktører som foreninger, skoler, kulturhuse, ældrecentre, kirker og erhvervsliv. Processen foregår i dialog med konsulenter fra Region Nordjylland og med inspiration fra de øvrige kulturpunkter i regionen.
– Når vi vælger først at fastlægge indholdet senere, er det afgørende, at der er energi og vilje til samarbejde lokalt. Derfor udpeger vi områder, hvor ildsjæle er klar til at skabe udvikling gennem kultur. Det bliver spændende at følge resultaterne og de erfaringer, vi kan tage med os, når projektet afsluttes ved udgangen af 2026, siger Poul Kristensen (S), formand for Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse i Region Nordjylland.
Lokale ambitioner i Himmerland
I Øster Hurup, Øster Hornum og Aalestrup giver udpegningen nye muligheder for at samle lokalområderne om fælles kulturelle initiativer. Kulturpunkterne kan blive platforme for både nye samarbejder og nye idéer – og for at styrke dialogen på tværs af foreningsliv, kulturinstitutioner og frivillige.
Flere af de udpegede lokalområder bruger nu den kommende tid på idéudvikling og fælles planlægning, mens andre allerede har konkrete ambitioner for, hvad Kulturpunkt-indsatsen skal bidrage med lokalt.
11 kulturpunkter i Region Nordjylland i 2026
- Ingstrup (Jammerbugt Kommune)
- Læsø (Læsø Kommune)
- Manna-Thise (Brønderslev Kommune)
- Sennels (Thisted Kommune)
- Sillerslev (Morsø Kommune)
- Øster Hurup (Mariagerfjord Kommune)
- Aalestrup (Vesthimmerland Kommune)
- Sindal (Hjørring Kommune)
- Sæby (Frederikshavn Kommune)
- Vester Hassing (Aalborg Kommune)
- Øster Hornum (Rebild Kommune)



