Himmerland Forsikring sørger for reflekser til tusindvis af skoleelever
I anledningen af Årets Refleksdag 2025 delte Himmerland Forsikring reflekser ud til eleverne på en række af de lokale folkeskoler i Vesthimmerland.
Tidligt i torsdag morgen, inden det ringede ind på de vesthimmerlandske folkeskoler, stod Himmerland Forsikring klar til at markere Årets Refleksdag. Formålet med mærkedagen er at sætte fokus på trafiksikkerhed – og minde børn såvel som voksne om, hvor vigtigt det er at være synlig, når man bevæger sig ud i de mørke timer.
Glade børn i strømpesokker
Det er Børneulykkesfonden, der i samarbejde med Codan står bag initiativet til den årligt tilbagevendende
begivenhed.
I år er det anden gang, Himmerland Forsikring deltager og hjælper med at sprede budskabet. I løbet af
morgenen fik selskabets medarbejdere uddelt knap 4000 reflekser ved i alt ni forskellige skoler.
I Aars, hvor skademedarbejder Morten Neve deltog i uddelingen ved Østermarkskolen, var der stor
efterspørgsel fra både vuggestue-, børnehave- og skolebørn.
”Vi oplevede endda, at flere børn kom løbende ud til os i strømpesokker for at få en refleks,” fortæller han
med et smil og fortsætter:
”Generelt var der god stemning, og både børnene og deres forældre virkede til at sætte pris på initiativet.”
Synlighed i trafikken mindsker antallet af ulykker
Snart er det både mørkt, når vi tager afsted om morgenen, og når vi skal hjem igen om eftermiddagen.
Derfor er det på tide at finde reflekserne frem.
Som fodgænger eller cyklist er risikoen for påkørsel nemlig markant mindre, blot man bærer en lille refleks.
Alligevel viser en ny undersøgelse, at 40 % af danskerne aldrig bruger reflekser, når de færdes udendørs i den
mørke trafik.
”Vi skal simpelthen have danskerne til at forstå, hvor stor en forskel det faktisk gør, og som forsikringsselskab
er det jo meget oplagt, at vi tager del i det forebyggende arbejde, der kan bidrage til færre ulykker og
dermed skabe større sikkerhed i trafikken,” siger kommunikationschef hos Himmerland Forsikring, Lars
Meyer.
Opbakning fra skoler
Placeringen ved de lokale skoler viste sig at være et rigtig godt valg. I hvert fald har man hos Himmerland
Forsikring oplevet en overvældende interesse og opbakning fra samtlige skoler, fortæller Lars Meyer:
”Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi er velkomne igen næste år.”
Himmerland Forsikring sørger for reflekser til tusindvis af skoleelever
Relaterede artikler


