ForsideHimmerlandHer er sommerferiens store rejsedage

Her er sommerferiens store rejsedage

Her er sommerferiens store rejsedage

Sommeren er over os, og dermed følger også en øget trængsel på de danske veje, når danskerne drager ud i sommerlandet og sætter kurs mod udenlandske himmelstrøg eller de mange herligheder rundt om i Danmark.

Når klokken ringer ud på landets skoler fredag eftermiddag, så markerer det ikke kun begyndelsen på skolernes sommerferie, men også på en lang periode med øget trafik på de danske veje.

Mange har formentlig allerede pakket bilen med strandtæpper og badetøj og sat kryds i kalenderen ud for netop den dag, hvor de har planlagt at køre i sommerhus, til stranden eller sydpå ned igennem Europa i løbet af de kommende uger.

I skolernes sommerferie, der løber fra fredag 28. juni og frem til søndag 11. august, vil man periodevist og særligt i weekenderne kunne opleve øget trafik på de danske veje. Men der er også perioder, hvor der er mindre trafik end normalt. Det er tilfældet i hverdagene, hvor man typisk vil opleve, at der er færre biler og dermed bedre plads – særligt i myldretiderne.

Strækninger med størst risiko for kø

Ferietrafikken bevæger sig hovedsageligt på tværs af landet mellem Sjælland og Jylland samt til og fra Tyskland. De mest berørte strækninger vil være E20 Vestmotorvejen og den vestlige del af Fynske Motorvej, E45 Sønderjyske Motorvej rundt om Kolding og området ved den dansk-tyske grænse.

Ligeledes kan der være tæt trafik til og fra færgehavnene mod Tyskland ved Rødby og Gedser samt E45 Østjyske Motorvej mellem Aarhus Nord og Skærup.

Trafik i sommerhusområder på skiftedage

Da sommeren også har for vane at give en større mængde trafik mod sommerhusområderne, vil der ligeledes være en øget risiko for tæt trafik og forsinkelser på vejene mod de største sommerhusområder. Særligt på weekendens skiftedage. De største trafikale udfordringer forventes at indtræffe på rute 21 til og fra Sjællands Odde, rute 16 Hillerødmotorvejens forlængelse, rute 11 langs den jyske vestkyst, rute 55 ved Løkken og Blokhus og rute 40 til og fra Skagen.

Vejdirektoratet anbefaler, at man så vidt muligt kører udenfor de mest trafikerede tidsrum og desuden holder sig opdateret om den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk

Store vejarbejder på E45 Østjyske Motorvej og E47 Motorring 3

Vejdirektoratet udvider E45 mellem Kolding og Randers flere steder på en i alt 60 km lang strækning. Det betyder periodevise vejarbejder på strækningen i begge retninger med risiko for forlænget rejsetid. Trafikanter skal være særligt opmærksomme på E45 Aarhus Vest frem til 12. august. Her skal trafikanter, der skal benytte motorvejskryds Aarhus Vest, ud på en mindre omkørsel, da Vejdirektoratet har spærret for tre motorvejsramper i forbindelse med udvidelsen af motorvejen.

I starten af august begynder et nyt vejarbejde på Motorring 3 vest om København, hvor der skal lægges ny asfalt i sydgående retning. Vejarbejdet betyder, at der visse dage vil blive spærret på strækningen, og man vil derfor blive ledt ud på en mindre omkørsel ved hjælp af skilte. For trafikanter, der skal til lufthavnen i denne periode, er det særligt vigtigt at læse op på sin rute i god tid, inden man kører.

Vejdirektoratet udsender mere information om konsekvenserne for trafikanterne på Motorring 3 i løbet af juli.

Planlæg din rejse i Tyskland

I sommerferien kan der være planlagt vejarbejde flere steder på hovedfærdselsårene i Tyskland.

Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at planlægge deres rute på forhånd, inden de kører hjemmefra, eksempelvis via FDM eller ADAC.

Aktuel trafikinformation i Tyskland

Aktuel køprognose for Tyskland

Følg med i trafikudviklingen

Husk at der altid kan opstå kø og forlænget rejsetid på grund af uheld, dårligt vejr og andre uforudsete hændelser – og at risikoen for dette er større, når der er mange biler på vejene.

Vejdirektoratet opfordrer alle trafikanter til at holde sig opdateret om udviklingen i trafikken på ruten både før og under køreturen. Det kan du gøre på Trafikinfo.dk eller ved at lytte til P4 Trafik, mens du sidder i bilen. Her vil du løbende blive opdateret om hændelser på vejene, hvilket giver en bedre chance for at undgå kedelige overraskelser i trafikken. Skulle der opstå problemer på ruten, kan du måske nå at ændre rute eller afrejsetidspunkt.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler