AF Henrik Terp
Regions- og byrådskandidat (A), Vesthimmerland
Fra patient til politiker – for et værdigt og menneskeligt velfærdssamfund
Når måltidet mister sin mening
Flere pårørende har henvendt sig under valgkampen, bekymrede over en ændring i hverdagen på nogle af kommunens bosteder.
Mad, der tidligere blev lavet sammen med beboerne, bliver nu leveret som kølemad én gang om ugen og blot varmet op af personalet.
For nogle lyder det som en praktisk justering
Men for beboerne – og for personalet, der følger dem tæt – har det store konsekvenser for hverdagen.
Når beboerne ikke længere deltager i madlavningen, mister de en vigtig del af deres daglige træning.
At skrælle kartofler, røre i gryden eller dække bord er ikke småting – det er hverdagsrehabilitering, der holder både krop og sind i gang.
Madlavning skaber forudsigelighed, ansvarsfølelse og mestring. Det er dér, man kan se og smage resultatet af sin egen indsats.
Og så er der fællesskabet
Måltidet har altid været et af de steder, hvor relationer dannes mest naturligt.
Man snakker, hjælper hinanden, smager, griner – det er liv, ikke bare ernæring.
Selvfølgelig skal madordningerne tilpasses beboernes funktionsniveau
Nogle kan deltage aktivt i madlavningen, andre kan måske kun dække bord eller hjælpe med at vælge menu.
Men uanset niveau giver det mening at bevare oplevelsen af at være en del af måltidet – at bidrage på sin egen måde og mærke, at man stadig kan noget.
Selv for mennesker med svære eller multiple handicap har den fælles oplevelse af madlavning og spisning værdi.
Duften, lydene og samværet omkring et måltid giver tryghed, stimulation og en følelse af tilhør.
Hos enkelte borgergrupper kan man kompensere for den tabte stimulation på andre måder, fx gennem sanseaktiviteter, fælles motion eller kreative projekter. Men det kræver, at man ser det som et aktivt valg – ikke som en besparelse forklædt som effektivisering.
Da de beskyttede værksteder blev flyttet til den tidligere skole i Vester Hornum, ændrede hverdagen sig også dér.
Brugerne fik tidligere et varmt måltid mad på værkstederne – lavet i fællesskab af både borgere og personale – men nu skal de i stedet have madpakker med hjemmefra.
Det kan virke som en lille praktisk ændring, men i virkeligheden mister mange deres fælles pause, den varme mad og den sociale ramme, hvor snakken og relationerne opstod.
For nogle betyder det også, at dagens eneste varme måltid forsvinder.
Når man i forvejen har brug for støtte og struktur, betyder sådanne ændringer mere, end det ser ud til på papiret.
Og vi kunne med fordel tage samme samtale, når det gælder ældremad til borgere i eget hjem.
Også her handler det om retten til at vælge – om man ønsker frisklavet mad, kølemad eller en ordning, der gør det muligt at spise sammen med andre.
Et måltid kan være dagens vigtigste sociale oplevelse, også når man bor alene.
Essensen er egentlig enkel:
Alle bør have ret til at vælge selv – også til at kunne vælge frisklavet mad hver dag, og ikke kun vakuumpakket mad, der føles “gammel”, før den rammer tallerkenen.
Det handler ikke om luksus, men om værdighed og livskvalitet.
Derfor bør vi have en åben samtale om, hvad de nye madordninger egentlig betyder – og om vi som kommune vil acceptere, at effektivitet skal erstatte det, der før gav mening.
For i sidste ende handler det ikke kun om bostederne.
Det handler om, hvordan vi som fællesskab vælger at behandle hinanden – også når livet kræver hjælp.
Når man ikke selv kan, eller blot behøver lidt støtte, skal hjælpen stadig have menneskelighed i sig.
Det frie valg skal også gælde dem, som ingen stemme har.
Man skal bare huske at lytte – selv når ordene ikke bruges.
