ForsideRebildH.M Dronning Mary og minister indvier ny vandresti over historisk nordjysk bunker...

H.M Dronning Mary og minister indvier ny vandresti over historisk nordjysk bunker i Rebild

H.M Dronning Mary og minister indvier ny vandresti over historisk nordjysk bunker i Rebild

En spektakulær ny vandresti med hængebro binder koldkrigsmuseet REGAN Vest, Rebildcentret og Rebild Bakkers unikke natur sammen. H.M. Dronning Mary indvier vandrestien søndag den 6. april sammen med minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus. Samtidig bliver der plads til at møde den lokale grønne trepart, som er i gang med at planlægge konkrete grønne omlægninger for Limfjorden.

På vandreruten får områdets mange gæster nye muligheder for at nyde enestående naturoplevelser og se de overjordiske installationer af det historiske bunkeranlæg REGAN Vest på en ny og anderledes måde. Der er tillige opsat en hængebro under hovedvej 10 i et eksisterende tunnelrør ”Skillingbro Undervejs­bro”. Broen forbinder den nye sti med en længere vandrerute omkring Gravlev Sø og Rebild Bakker.

Ved indvielsen af stien vil H.M. Dronningen sammen med ministeren blive introduceret til arbejdet i Den Lokale Trepart for Limfjorden, der står for den konkrete omlægning af landbrug til natur i området.

I den lokale grønne trepart sidder repræsentanter fra kommunerne, Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer. De vil præsentere de lokale miljøudfordringer og deres visioner for landskabets udvikling, når der de kommende år vil komme mere natur.

– Koldkrigsbunkeren og den nye vandresti får vores fælles natur og historie til at smelte sammen. Mange flere vil kunne opleve områdets unikke landskab med skov, hede, udsigter og slugter. Natur som dette, er noget vi vil få meget mere af med Den Grønne Trepart. Jeg er begejstret for, at H.M. Dronningen skal indvie stien, siger Minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler