Guldager Tattoo – Ny tattoo-shop i Hobro
For en lille måneds tid siden slog tatovør Chris Guldager dørene op til sin nye tattoo-shop, Guldager Tattoo, på Adelgade i Hobro.
Chris er udlært gennem mesterlære i Viborg og har det seneste år tilegnet sig internationale erfaringer som gæstetatovør i Göteborg, hvor han lejede en stol i en etableret tatovørshop.
Nu var tiden kommet til at åbne sin egen forretning – og valget af Hobro som placering var helt oplagt for den 33-årige tatovør.
“Jeg har været kærester med Linette Boysen i næsten to år, og tiden var inde til en ændring i mit arbejdsliv, så der blev mere tid sammen med hende og vores to sammenbragte børn. Og så bor vi jo i Hobro, så med vores egen tattoo-shop her i byen slipper vi for den daglige transporttid,” fortæller Chris.
Hos Guldager Tattoo er der fokus på kvalitet og god service
“Vi har fået lavet en super fed tattoo-shop med gode stole og rammer, hvor udstyret er af bedste kvalitet og hygiejnen helt i top. Drømmen er ikke nødvendigvis at blive større med flere afdelinger, men at vi hele tiden udvikler os og er med til at hæve niveauet i branchen. Vi er et servicefag – ikke bare en tatoveringsfabrik”, siger han.
Chris arbejder som selvstændig iværksætter på fuld tid, mens Linette hjælper til ved siden af sit arbejde som social- og sundhedsassistentstuderende i Mariagerfjord Kommune. Derudover har Chris ansat sin tidligere mentor fra læretiden i Viborg – en lette, som flyver ind fra Letland og arbejder i butikken omkring ti dage om måneden.
Chris deltager jævnligt i konkurrencer rundt om i Danmark, hvor han får mulighed for at udfolde sin kreativitet og udvikle sig som kunstner. Deltagerfeltet består ofte af tatovører fra mange lande – hans mentor har løbet med sejren nogle gange og Chris følger lige i hælene.
Det er ikke bare at tatovere
Som en del af servicen hos Guldager Tattoo hjælper Chris kunderne med at tegne og designe deres tatovering, vælge den rette placering på kroppen – og udfører derefter håndværket med stor respekt for den enkeltes hudtype og ønsker.
Flere drømme hos iværksætter-parret
Efter den første måned kan Chris konkludere, at der har været stor interesse for at få lavet tatoveringer lokalt i Hobro.
“Bookingerne har været mange – både fra tidligere kunder, jeg har haft gennem årene, men også fra en hel del nye fra området”, fortæller han.
Næste skridt for Chris og Linette bliver at tage endnu et rum i brug på Adelgade 74, hvor Linette indretter sin egen klinik med piercinger og salg af smykker. Den del af forretningen åbner i starten af november – og endda med gode åbningstilbud.
Linette er i øvrigt også opstillet for Venstre ved det kommende kommunalvalg den 18. november til Mariagerfjord Byråd.


