ForsideMariagerfjordGud & Mad i Hobro Kirke – gudstjeneste i børnehøjde

Gud & Mad i Hobro Kirke – gudstjeneste i børnehøjde

Gud & Mad i Hobro Kirke – gudstjeneste i børnehøjde

Korbørnene og organist Winni er ved at øve de sidste fagter, som er lidt svære at huske. Medfølgende forældre sidder på nogle af de forreste kirkebænke armeret med ekstra tøj og lidt snacks, for de yngste børn i koret er i børnehavealderen. Folk kommer ind ad døren og finder sig en plads. Om 10 minutter går gudstjenesten i gang. Men det er ikke en almindelig gudstjeneste som dem vi kender fra søndag formiddag. Klokken er 16:50 på en onsdag eftermiddag, og om lidt er der ”Gud & mad” – en familiegudstjeneste som er tilpasset børn og deres forældre og bedsteforældre.

  • Hvorfor laver i særlige gudstjenester for børn? Alle er jo velkomne til søndagens højmesse?

Ja, alle er velkomne til gudstjeneste om søndagen, også børn. Og der er som regel også børn i kirke om søndagen, ikke mindst i forbindelse med dåb. Men ”kirkesproget” kan være virkelig vanskeligt at forstå for en 5-årig, og det er svært at synge med på salmerne, hvis man ikke kender dem og ikke kan læse endnu. Eller at forstå ret meget af en prædiken. Og det er jo ærgerligt, for børn har også brug for at høre, at de er elskede af Gud, og de kan også have brug for det fællesskab, kirken kan give.

Så vi har taget så mange elementer af gudstjenesten, som vi kan, og forkortet, forenklet og omformet dem, og man skal ikke tage fejl: Det ER en gudstjeneste, vi holder sammen, hvor vi stadig beder Fadervor, synger salmer og får lyst velsignelsen. Men i stedet for at synge 7 vers af en salme, synger vi kun et enkelt eller to – flere gange, og med fagter til, så de er nemmere at lære og huske. Nogle gange danser vi alle sammen i kirkegangen, det er SÅ hyggeligt og festligt – det burde vi faktisk gøre til højmessen ind imellem også.

I stedet for en klassisk prædiken bruger vi fortælling eller drama til at formidle gudstjenestens tema, og gudstjenesten varer max. en halv time.

  • Hvad er pointen med at servere aftensmad efter gudstjenesten?

Jamen hvis man vil give et bibelsk svar, så var det jo det, Jesus gjorde igen og igen! Han viste folk tillid og skabte fællesskab med dem ved at spise sammen med dem. Også og ikke mindst de folk, som ingen andre regnede for noget.

Tænk på den sidste nadver, eller tænk på Zakæus, den upopulære tolder, der sad oppe i et træ for i skjul at høre Jesus tale, og som Jesus fuldstændig overrumpler ved at tiltale med ordene: ”Zakæus! I aften spiser jeg hos dig!”. Det blev så en oplevelse, der gjorde Zakæus til et nyt og rarere menneske, men det er en anden historie.  Pointen er, at det kristne fællesskab i høj grad er et måltidsfællesskab. Her er vi bare mennesker, her er vi lige, her er der plads til at tale om stort og småt, mens vi bliver mætte. Men man skal jo heller ikke kimse ad det faktum, at det er praktisk og nemt for en børnefamilie, at man ikke skal hjem og lave mad efter gudstjenesten.

Som regel bliver børnene mætte før de voksne, og derfor slutter vi altid aftenen af med, at kirke- og kulturmedarbejder Pernille samler børnene om krea-bordet, hvor vi hygger med et kreativt projekt, som knytter an til gudstjenestens tema – f.eks. engle af gamle bøger op til jul; snegle af tørrede bønner og frø i høsttiden eller karse-kyllinger til Påske. Så kan de voksne snakke færdig imens, og ungerne ”gearer ned” når de sidder med fjer, pap og limstift og er forhåbentlig grydeklare til putning når vi siger farvel og tak for i aften.

Næste Gud & mad er onsdag d. 24.9. kl. 17:00. Her er temaet DÅB, og alle nye og kendte ansigter er hjerteligt velkomne.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler