Grønne Uger i Vesthimmerland er tilbage: Fokus på landbrug, madspild, Limfjorden, klimaklar familie og spændende oplæg
Sidste års succes gentages, når der i uge 41 og 42 igen afholdes Grønne Uger, hvor der rundt omkring i kommunen bliver sat fokus på et grønnere Vesthimmerland med spændende, sjove og inspirerende arrangementer. Og der er noget for alle. Programmet byder blandt andet på temaer som landbrug, vild med vilje, stop madspild, klimaklar familie, liv i Limfjorden, kunst og meget mere.
Formålet med Grønne Uger er at inspirere til en grønnere hverdag, og hvordan vi i fællesskab kan mindske klimaeffekten af vores handlinger og passe på vores vesthimmerlandske natur.
Igen i år sætter vi fokus på bæredygtighed, klima, natur og miljø, hvor der rundt omkring i kommunen, gennem spændende, kreative tiltag og arrangementer, bliver sat fokus på et Grønnere Vesthimmerland.
Kun sammen kan vi skabe et grønnere Vesthimmerland, og derfor er Grønne Uger noget vi holder i fællesskab. Dette års program vidner om en fælles indsats, og bag programmet er både foreninger, uddannelsesinstitutioner, erhverv og lokale ildsjæle.
Spændende program med mere en 25 arrangementer og indsatser
Grønne uger 2024 skydes i gang d. 7. oktober med et inspirerende foredrag ved designer og bonderøv, Søren Vester, der er kendt fra programmer som ”I hus til halsen” og ”Søren Vesters Have”, hvor han finder på kreative og bæredygtige løsninger til hjemmet. Han kommer forbi Den Jyske Rosenpark i Aalestrup og deler ud af sin viden om at leve bæredygtigt. Forinden vil der være rundvisning i Rosenparken og under arrangementet serveres der lækre smagsprøver tilberedt af Naturekspeditionens unge Natur Talenter.
Igen leveres der et stærkt program, hvor man blandt andet kan besøge vilde haver, kirkegårde og sågar en ø, hvor man kan lære om biodiversitet og kvashegn. Man kan være med i debatten om landbrugets grønne omstilling, høre om hvordan det er at bo på få kvadratmeter og leve mere bæredygtigt. Giv dine gamle sager nyt liv og tage på reparationscaféer, være med til at give liv til vores fjord og lave et stenrev, blive en klimaklar familie med klimatopmøde og fællesspisning. Grønne uger sætter også fokus på erhvervet med arrangementer om madspild og bæredygtigt byggeri.
– Det ene aspekt af grønne uger er oplysning om og forståelsen af hverdagsaktiviteter, som man kan ændre for at leve lidt mere bæredygtigt, og Søren Vester kan nok give noget inspiration, siger Jakob Dyrman, formand for klimaudvalget i Vesthimmerlands Kommune og sætter følgende ord på erhvervslivet og forhåbningerne om stor deltagelse:
– Et perspektiv for Grønne uger er for virksomhederne. At de får øjnene op for, at de har mulighed for at få hjælp fra Erhverv Væksthimmerland og hos Vesthimmerlands Kommune til at få hjælp til den grønne omstilling gennem netværk og udveksling af idéer. Vores forventning til Grønne uger er en større deltagelse fra borgere og virksomheder i år, og vi kan se, flere virksomheder har budt ind og meldt sig til arrangementer. Fra klimaudvalgets side glæder vi os til at deltage igen, siger Jakob Dyrman, der som formand for Klimaudvalget åbner Grønne Uger i Aalestrup sammen med formand for Teknik/Miljøudvalget Allan Ritter.
En del af en større klimaindsats
Grønne Uger er en af mange indsatser, der skal understøtte Vesthimmerlands Kommunes klimaplans ambitiøse mål om at opnå 88 % klimaneutralitet inden 2030. Der kræver en stor klimabevidsthed, og at vi alle bidrager til at gøre en indsats og bryder med nogle af de vaner, der præger vores hverdag, hvor selv små vanebrud gør en forskel. Grønne Uger skal blandt andet være med til at skabe grobund for at tage mere bæredygtige valg.