Gratis foredrag i Als: Sådan styrker du dit barns mentale trivsel
ASV inviterer i samarbejde med Als Sport og Event samt Sparekassen Danmark til et gratis foredrag om børn og unges mentale trivsel. Arrangementet henvender sig særligt til forældre, men alle interesserede er velkomne til en aften med fokus på, hvordan vi bedst støtter børn og unge i en verden fyldt med krav og forventninger.
Foredraget har titlen “Barn og ung i en præstationsverden – hvordan styrker vi mental trivsel derhjemme?” og afholdes onsdag den 29. oktober 2025 kl. 19.00–21.00.
Aftenen byder på oplæg af Janne R. Mortensen, der er ekspert i sport og præstationspsykologi, relationskompetence og familieterapi. Hun har gennem sit firma Mental Motion haft mere end 10.000 samtaler med børn, unge og forældre – ofte om balancen mellem at præstere og trives.
Foredraget giver forældre indsigt i, hvad mental trivsel egentlig er, konkrete værktøjer til at skabe ro og balance derhjemme samt inspiration til at kende forskel på sundt pres og overpres.
– I ASV er vi optagede af, at børn trives i vores fodboldklub og oplever sund konkurrence – med forældre, der kan guide og støtte dem, siger Kamilla Zaar fra ASV-udvalget.
– Derfor håber vi, at mange forældre og andre interesserede vil benytte lejligheden til at blive klogere på, hvordan vi bedst kan skabe balance mellem præstation og trivsel.
Sparekassen Danmark har gjort det muligt at afholde foredraget ganske gratis for deltagerne.
Budskabet er enkelt:
Børn og unge kan klare rigtig meget – når der er ro til det.
Arrangementet finder sted i samarbejde mellem ASV, Als Sport og Event samt Sparekassen Danmark.


