ForsideVesthimmerlandGodkendelse af Vesthimmerlands Kommunes Demenshandlingsplan 2024-2026

Godkendelse af Vesthimmerlands Kommunes Demenshandlingsplan 2024-2026

Godkendelse af Vesthimmerlands Kommunes Demenshandlingsplan 2024-2026

Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune holder møde den 27. februar 2024, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Godkendelse af Vesthimmerlands Kommunes Demenshandlingsplan 2024-2026

Resume

Godkendelse af ny Demenshandlingsplan for Vesthimmerlands Kommune.

Med afsæt i Den Nationale Demenshandlingsplan 2025 (fremlagt i 2015) skal kommunen udarbejde en demenspolitik/demenshandlingsplan, der skal understøtte kommunens arbejde med demensområdet bredt set og virke som strategisk rettesnor for de konkrete initiativer og indsatser, der arbejdes med på demensområdet.

Baggrund

Den Nationale Demenshandlingsplan 2025 er regeringens initiativ for at sætte særligt fokus på udviklingen af tilbud til demente og deres pårørende i kommunerne og regionerne. Handlingsplanen indeholder en lang række temaer og initiativer, herunder en række særskilt udmeldte puljemidler, der skal understøtte ønsket om, at alle kommuner er demensvenlige.

I forbindelse med en revision af den nuværende Demenspolitik for Vesthimmerlands Kommune har en nedsat arbejdsgruppe valgt at omdøbe demenspolitikken til Demenshandlingsplan 2024-2026 for Vesthimmerlands Kommune. Baggrunden herfor er, at den nye Demenshandlingsplan også fremhæver de konkrete initiativer, som er igangsat.

Tidlig opsporing og kvalitet i udredning og behandling

Nøjagtig og tidlig diagnose er vigtig, da nogle sygdomme, der kan forveksles med demens, kan behandles. Det er derfor vigtigt altid at afklare årsagen til symptomerne.

Demensdiagnosen følges op af tilbud om relevant behandling.

I Vesthimmerlands Kommune håndteres dette gennem følgende initiativer:

  • Demenskoordinatorerne arbejder ud fra den samordnede udredningsmodel.
  • Demenskoordinatorerne udfører demensudredninger efter henvisning fra egen læge.
  • Tværfagligt samarbejde i kommunen og på tværs af sektorer sikres gennem struktureret samarbejde og deltagelse i relevante møder.
  • Medarbejderne besidder grundlæggende viden om demens.
  • Demenskoordinatorerne fungerer som tovholdere i indsatsen for borgere med demens.
  • Personer med udviklingshandicap anslås at have 3-4 gange så stor risiko for at udvikle demens, og hos dem indtræder symptomerne ofte allerede ved 40-års-alderen.
  • Botilbuddene for borgere med et udviklingshandicap i Vesthimmerlands Kommune arbejder med en fælles faglig tilgang kaldet Trinvold skemaet til opsporing og udredning af demens.

Bedre kvalitet i pleje, omsorg og rehabilitering

I Vesthimmerlands kommune sker tilgangen til borgere med demens bl.a. ud fra omsorgsfilosofien Personcentreret omsorg, som tager udgangspunkt i borgeren som en unik person og dennes behov, ønsker og ressourcer. Indsatserne er samtidig baseret på den nyeste og anerkendte viden indenfor demens f.eks. viser forskning at motion, fysisk aktivitet og træning af de kognitive funktioner, kan være med til at øge livskvaliteten.

I Vesthimmerlands Kommune håndteres dette gennem følgende initiativer:

  • ”Aktiv med demens i Naturen” er et tilbud til hjemmeboende borgere med demens og deres pårørende varetaget af fagprofessionelle.
  • Kognitiv stimulationsterapi (CST): tilbud til hjemmeboende borgere, varetaget af fagprofessionelle.
  • ”På Pulsen”: tilbud om fysisk træning til hjemmeboende borgere, varetaget af fagprofessionelle.
  • Samarbejde med Ældresagen og andre frivillige omkring tilbud om aktiviteter til borgere med demens og deres pårørende.
  • Demenskoordinatorerne yder støtte og vejledning i hverdagen, rådgiver om relevante tilbud og koordinerer indsatsen.
  • Et tæt samarbejde imellem demenskoordinatorer og personale på plejecentre, hjemme – og sygeplejen, samt botilbud og mestringsvejledere på socialområdet ved behov.

Støtte og rådgivning til borgere med demens og pårørende

De pårørende kan opleve en belastende dagligdag fyldt med udfordringer af praktisk karakter, sorg, uro og samvittighedskvaler, hvilket kan påvirke helbred og livskvalitet. For at imødekomme de enkelte familiers behov tilbydes forskellige former for støtte, rådgivning samt aflastning af de pårørende.

I Vesthimmerlands Kommune håndteres dette gennem følgende initiativer:

  • At bibeholde den pårørendes liv udenfor hjemmet med hensyn til interesser og selskabelighed. Aflastning kan ydes ved besøg af frivillige besøgsvenner eller hjemmeplejen.
  • At tilbyde aflastning i dagtimerne i form af ophold i daghjem og dagcentre samt for socialområdet i dagtilbud for borgere med demens. Behovet vurderes individuelt.
  • At tilbyde døgnaflastningsophold på et af kommunens plejecentre. Opholdet kan være af dages eller ugers varighed, afhængigt af årsagen til opholdet, f.eks. sygdom, ferie eller en pause i en problemfyldt hverdag.
  • Når behovet for en permanent bolig på et plejecenter opstår, vurderes det i samarbejde mellem visitator og demenskoordinator, hvilken boligtype der er relevant. Udgangspunktet for denne vurdering er borgerens ønsker og behov.
  • Der tilbydes pårørendegrupper og pårørendecafe med deltagelse af fagligt uddannet personale. Her kan borgere få undervisning, personlig vejledning, information eller gode råd fra en fagperson og udveksle erfaringer og dele oplevelser og følelser.

Demensvenlige boliger og samfund

Der er behov for viden om demens blandt befolkningen, så borgere med demens og deres pårørende mødes med forståelse, åbenhed og hjælpsomhed.

Borgere med demens skal have mulighed for en boform, der imødekommer den enkeltes behov for pleje og omsorg og borger mødes af kompetent og demensfagligt personale.

I Vesthimmerlands Kommune håndteres dette gennem følgende handlinger:

  • At sikre bred information til øvrige borgere i kommunen omkring demens.
  • At have en oplysende hjemmeside for demensområdet og sikre, at relevante pjecer er tilgængelige på lægehuse, biblioteker, apoteker og andre offentlige steder.
  • At understøtte udbredelsen af demensvenner.
  • At samarbejde med frivillige foreninger i kommunen.
  • At have demensboliger geografisk fordelt i kommunen på 4 plejecentre.
  • At have et plejecenter med en afdeling med specialpladser til borgere med demens, der har særlige behov.
  • At de forskellige demenspladser tilbyder demensvenlige rammer. Personalet består af en fast stab af fagligt og personligt velkvalificerede medarbejdere med specialviden om demens.
  • At have botilbud, hvor beboere med udviklingshandicap kan forsætte med at bo der, også efter der er indtruffet demens.

Øget videns- og kompetenceniveau

For at kunne varetage støtten af og omsorgen for det enkelte menneske med demens har personalet grundlæggende viden om demens og er uddannet til at opspore og observere begyndende demenssymptomer, varetage pleje- og omsorgsopgaver samt vedligeholde færdigheder længst muligt med et rehabiliterende fokus. Det faglige vidensniveau og de demensfaglige kompetencer styrkes fortsat, hvorfor der pågår løbende kompetenceudvikling.

I Vesthimmerlands Kommune håndteres dette gennem følgende handlinger:

  • At sikre, at personalet, der varetager omsorgen for borgere, har grundlæggende viden om demens. Niveauet skal være afhængigt af grunduddannelse og funktion. Undervisningen skal ruste den enkelte til at kunne yde den optimale pleje hos borgeren med demens.
  • At der sker løbende opkvalificering af medarbejdere indenfor ældre og socialområdet omkring “Personcentreret omsorg” og en demensfaglig tilgang til arbejdet med borgere med demens.
  • At der understøttes et netværk af demensressourcepersoner på ældre og socialområdet. Disse er ekstra kvalificerede og skal støtte deres kolleger i den daglige pleje og tilgangen til borgere med demens. Der sker løbende opkvalificering af demensressourcepersonerne, og de understøttes af en demenskoordinator.

Forventet konsekvens

Sikre fokus på demensområdet.

Organisering og kommunikation

Ingen bemærkninger.

Lovgrundlag

Lov om social service.

Økonomi

Udgiftsneutral.

Procesplan

Ingen bemærkninger.

Sagen afgøres i

Byrådet via Sundhedsudvalget og høring i Ældrerådet og Handicaprådet.

IndstillingAdministrationen indstiller

  • at Vesthimmerlands Kommunes Demenshandlingsplan 2024-2026 sendes i høring i Ældrerådet og Handicaprådet.

Bilag

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler