God mad og et sprudlende oplæg om udvikling i landsbyerne blev serveret i Overlade
Ikke færre end 200 personer var mødt frem til fællesspisning og foredrag med den fra TV kendte Søren Vester. Hans oplæg var inspiration til at skabe og se nye muligheder. Det med hans hjemstavns by Thise på Sallings land som udgangspunkt.
For at sikre sig den optimale start på aftenen havde arrangørerne arrangeret sig med Pølse Peter, Aggersund. Han leverede det, som fik alle til at føle sig godt tilpas, nemlig god mad med dejligt kød, masser af salater og kartofler. Som dessert til middagen havde Dagli`Brugsen, Overlade skænket is til deltagerne.
Efter mad og fællessang kom turen til Søren Vester. Om det var Søren Vester, der var inspirerede eller fik inspiration, skal være usagt, men det må siges at gå begge veje. At samle så mange deltagere fra nær, fjern og lokalt er ualmindeligt i en by af Overlades størrelse.
Med humor og eksempler på, hvad der er lykkedes, gav Søren Vester et fantastisk godt indlæg.
Han tog udgangspunkt i, hvordan man skaber liv, sammenhold og udvikling i de små samfund. Det med udgangspunkt hans eget liv i landsbyen Thise, der er meget andet end gode oste og et kendt mejeri. En by der er præget af inspiration til at skabe og se nye muligheder.
Med baggrund i egne erfaringer fortæller Søren om værdien af det nære fællesskab og hvordan foreningslivet og lokale kræfter kan være en drivende kraft for forandring. Han delte historier om lokale projekter, fælles engagement og det at bruge de ressourcer, man har ved hånden, til at skabe noget nyt og bæredygtigt.
Foredraget var en kærlig hyldest til det lokale Danmark og en opfordring til at tage del i det. Med både glimt i øjet og stof til eftertanke viste Søren Vester, hvordan man som borger kan gøre en forskel – og samtidig få stærke relationer og oplevelser med i købet.
Et forløb som deltagerne var meget tilfredse med og et godt grundlag for, at de der havde kørt langt for at deltage kunne sige, at de havde fået meget med sig hjem.
Det er ved at være en årlig tradition, at man i Overlade laver Spis sammen og foredragsaften. Arrangementet var nemlig nr. 21 i rækken. Komiteen bag lover, at de igen i 2026 bliver klar med et ny Spis sammen og foredragsaften.

















