ForsideMariagerfjordGammelt skibsvrag dukkede op på havnen i Mariager

Gammelt skibsvrag dukkede op på havnen i Mariager

Gammelt skibsvrag dukkede op på havnen i Mariager

Nordjyske Museer er på turné i det nordjyske med udstillingen Den Korte Historie. Et koncept, der bringer den lokale historie ud til stedet, hvor den fandt sted. Frem til 14. september er udstillingen placeret på havnen i Mariager, hvor den fortæller historien om et ganske særligt skibsvrag, der dukkede op i 2024.

Det er bestemt ikke hverdagskost for arkæologer ved Nordjyske Museer at finde skibsvrag på land, men i sensommeren 2024 var det præcis det, som skete på havnekajen i Mariager.

Midt på den tørre havneplads blev der i forbindelse med kloakering foretaget en arkæologisk undersøgelse, og omkring tre meter under asfalten dukkede det opsigtsvækkende fund frem. For et maritimt land som Danmark er det ikke ualmindeligt, at der dukker et skibsvrag op, men det sker meget sjældent ved udgravninger på land.

Udstillingen fortæller om arkæologens arbejde med udgravningen af vraget, der viste sig at stamme fra 1568. Den gør ligeledes publikum klogere på skibe og andre maritime fund i og omkring Mariager såvel som livet i byen og ved fjorden i 1400- til 1800-tallet. Med lokale og nationale briller giver udstillingen et indblik i det fundne skibs betydning for byen.

I 2024 stødte arkæologer på dele af et gammelt skibsvrag i forbindelse med kloakering på havnen i Mariager. Nu kan man se dele af vraget i Nordjyske Museers omrejsende containerudstilling Den Korte Historie, der frem til 14. september står ved SuperBrugsen i Mariager. Foto: Nordjyske Museer

Containerudstillingen Den Korte Historie om skibsvraget i Mariager kan opleves ganske gratis frem til og med 14. september 2025, Der er åbent hver dag i tidsrummet kl. 8.00-21.00.

Historie på farten

Historien om skibsvraget er som nævnt en del af Nordjyske Museers koncept Den Korte Historie. I løbet af 2025 kommer det rundt i forskellige afkroge af Nordjylland med forskellige lokale historier. Containeren har allerede besøgt Fårup Sommerland og Havnø Mølle med gode historier derfra, og efter Mariager skal den videre til blandt andet Vaarst, hvor historien om en magtfuld fyrsteslægt fortælles.

Udover fysisk at flytte den lokale historie fra støvede museumsbygninger langt væk og tættere på borgerne, så bliver historien formidlet på en lettilgængelig måde med korte tekster og udvalgte genstande.

Udstillingerne er kortfattede, og de kan opleves på ganske kort tid – deraf navnet Den Korte Historie.

Formålet er at nå dem, som normalt ikke går på museum, men som i stedet bare gerne vil have lidt historie med på farten.

Projektet har modtaget støtte fra KulturKANten – Nordjyske Fortællinger, Den store kulturpulje Region Nordjylland, Sparekassen Nordjyllands Fond Af 29. marts 1976, Spar Nord Fonden, Sparekassen Danmark, Nordea-fonden og Nordland Automatic.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler