Frigivelse af rådighedsbeløb til ny bro på Horsøvej i Hobro
Der er afsat 4,096 mio. kr. i budgettet til etablering af ny bro ved Horsøvej i Hobro.
Igangsætning af udskiftningen har afventet færdiggørelse af Klimaslusen ved udløbet af Onsild Å, hvilket nu er en realitet.
På møde i Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune søges der derfor om frigivelse af de afsatte midler, så broprojektet kan igangsættes.
Indstilling
Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Byrådet:
- At de afsatte midler i investeringsoversigten på 4,096 mio. kr. (bevilling 1073 Udskiftning af bro ved Horsøvej i Hobro) frigives.
- At fagenheden for Teknik og Miljø efter afholdt licitation kan indgå aftale med lavestbydende entreprenør, hvis den samlede projektøkonomi kan indeholdes i bevillingen.
Sagsfremstilling
Udskiftningen/renoveringen af broen ved Horsøvej har været planlagt i en række år, som er vurderet ud fra et generaleftersyn på broen, men en endelig igangsættelse har afventet færdiggørelsen af Klimaslusen ved udløbet af Onsild Å. Der har derfor været nedskiltet med vægtbegrænsning på broen indtil en renovering/udskiftning kunne igangsættes.
Klimaslusen er nu færdiggjort, og dermed kan projektet omkring broen igangsættes.
Der er i investeringsoversigten afsat 4,096 mio. kr., og fagenheden for Teknik og Miljø vurderer, at bevillingen kan overholdes, hvis udskiftningen af broen gennemføres inden for følgende forudsætninger:
- Projektet indebærer, at broen stort set vil være identisk med eksisterende efter renoveringen.
- Der bliver ikke støbt ny bundplade under broen i å-løbet. Eksisterende gavlvægge, som er bærefundament for vejbroen, og pælefundament under gavlvæggen bibeholdes og afkortes således, at det vil passe med en faunapassage, og hermed bibeholdes å-løbets bredde intakt.
- Gelænder på den renoverede bro vil blive af samme type som gelænderet på den ny sluse ved Horsøvej 4 i Hobro.
Tidsplan for projektet er vedlagt som bilag 1.
Økonomi
Der er i 2024 afsat 4,096 mio. kr. på bevilling 1073 Udskiftning af bro ved Horsøvej i Hobro.