Fremtidssikring af dagtilbudsstrukturen i Aars
Børne- og Familieudvalget har efterlyst en fremtidssikret dagtilbudsstruktur i Aars By. Der vedhæftes hermed kommissorium til godkendelse herfor. Sagen behandles på dagsordenen den 3. juni 2025 på møde i Børne- og Familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune.
Baggrund
Børne- og Familieudvalget har på baggrund af knopskydningerne med ekstra vuggestuepladser i Aars by efterlyst en overordnet og fremtidssikret struktur for dagtilbud i Aars.
Der fremsættes hermed kommissorium til vedtagelse herfor med henblik på igangsættelse af arbejde hermed.
Forventet konsekvens
Arbejdsgruppen vil fremkomme med forskellige scenarier til Børne- og Familieudvalgets juni møde med henblik på tilkendegivelse omkring det videre arbejde. Til udvalgets december møde vil der fremkomme konkrete forslag til handlinger som sendes i høring inden endelig vedtagelse i starten af 2026.
Organisering og kommunikation
Lederne fra de fem dagtilbud i Aars og lederen af dagplejen indgår i arbejdsgruppen, som understøttes og ledes af forvaltningen. Der kan inddrages andre kompetencer om nødvendigt.
Lovgrundlag: Ingen aktuel lovgivning.
Økonomi: Udgiftsneutralt.
Procesplan
Arbejdsgruppen afholder 2-3 møde i foråret. Imellem møderne har lederne mulighed for at inddrage deres lokale bestyrelse og MED udvalg.
Efter Børne- og Familieudvalgets tilkendegivelser på juni mødet afvikles der yderligere 2-3 møder i arbejdsgruppen for at finpudse det/de endelige forslag til fremlæggelse på december mødet.
Med denne procesplan bliver det nuværende fagudvalg, der sender forslagene i høring, mens det bliver det nye fagudvalg, der træffer de endelige beslutninger.
Sagen afgøres i: Børne- og Familieudvalget
Indstilling: at kommissoriet vedtages.
Beslutning i Børne- og Familieudvalget den 3. december 2024, punkt 163:
Administrationens indstilling godkendt.
Fraværende: Lars Andresen
Supplerende sagsfremstilling 3. juni 2025
Arbejdsgruppen har nu afsluttet sit indledende arbejde. Sidste arbejdsgruppemøde var udvidet med lederen af Valhalla og lederen af Vestermarkskolen, da disse institutioner blev part i løbet af forløbet.
Der har været afholdt “for-høring” hos MED og Bestyrelse for at få en tilkendegivelse. Disse er vedlagt som bilag og essensen er samlet i et bilag for sig. Høringssvarene peger ikke på en entydig løsning, og Dagplejen vil blive yderligere presset, hvis der etableres flere vuggestuepladser.
Forvaltningen fremlægger derfor tre scenarier til drøftelse og beslutning:
Forslag 1
Der ændres ikke på nuværende struktur for indeværende. Børnetallet i Aars er svagt faldende, så der er ikke kapacitetsudfordringer indenfor de næste par år. Når/hvis kapaciteten i vuggestuerne bliver fyldt op, vurderes det, at Dagplejen har kapacitet til at dække pasningsbehovet.
Der vil være ledig kapacitet i 100 meter Skoven på ca. 12 vuggestuebørn (der skal findes en løsning på ekstra sovekapacitet) eller 20 børnehavebørn.
Derfor renoveres Mejsevej og Troldehøj som planlagt.
Mejsevej og Troldehøj fortsætter med fælles ledelse af børnehave og vuggestue.
Sagen afsluttes dermed.
Forslag 2
Troldehøj
Der arbejdes ikke videre med at bygge en ny institution. Den planlagte renovering af Troldehøj i 2026 fastholdes, og der fortsættes med fælles ledelse mellem Troldehøjs børnehave og vuggestue.
Østermarken 18a
Der arbejdes videre med at samle vuggestue og børnehave fra nuværende Mejsevej på Østermarken 18a med selvstændig ledelse. Der skal arbejdes videre med
- at fastsætte det nøjagtige børnetal. Den umiddelbare byggetekniske vurdering er 40 børnehavebørn og derudover op til 36 vuggestuebørn
- at projektere den indvendige indretning
- at projektere den endelige udformning af legepladsen
- at udregne den dertilhørende økonomi
- at sikre at parkeringspladserne er til stede jævnfør parkeringsanalysen
- at opstille en tidsplan.
- at nuværende planlagte renovering af Mejsevej sættes i bero.
- at sagen genoptages på Børne- og Familieudvalgets december møde med henblik på endelig høring.
Mejsevej
Under forudsætning af at den nærmere analyse af Østermarken 18a viser, at børnehavegrupperne fra Mejsevej kan samles der, arbejdes der videre med
- at §83 børnene samles i nuværende Mejsevej med plads til 20 børn og selvstændig ledelse. Der vil være 2-3 grupperum ledige, som kan bruges, hvis der bliver brug for øget kapacitet på vuggestue eller børnehaveområdet
- at renoveringen af Mejsevej sættes i bero og genvurderes i forhold til den nye anvendelse.
- at de § 83 børn, der er indskrevet i Valhalla får mulighed for at vælge imellem at fortsætte i Valhalla med samme støttenormering eller flytte til Mejsevej.
- at medarbejderne er garanteret et job indenfor skole- og dagtilbud, som de kan takke ja eller nej til. Den nærmere proces skal skitseres.
- at der udarbejdes tidsplan
- at sagen genoptages på Børne- og Familieudvalgets december møde med henblik på endelig høring, hvor Handicaprådet indgår.
Valhalla
Under forudsætning af at den nærmere analyse af Østermarken 18a viser, at børnehavegrupperne fra Mejsevej kan samles der, arbejdes der videre med
- at der etableres en vuggestue i Valhalla med op til 12 børn i de lokaler, hvor ”Lyseblå” stue holder til i dag.
- at der afsættes centrale midler til etableringsudgifter.
- at sagen genoptages på Børne- og Familieudvalgets december møde med henblik på endelig høring.
Forslag 3
Der arbejde videre med følgende normering i vuggestuerne
- Lille Madsen – op til 25
- Markvænget – op til 25
- Børneuniverset – op til 25
- 100 meter Skoven – op til 30 – med vippe på 36
- Troldehøj – op til 30 med vippe på 35
- I alt 135 pladser med vippe op til 146. Der arbejdes ikke med vippe derudover. Børnene anvises plads i Dagpleje eller anden vuggestue i kommunen, hvis der ikke er pladser nok.
Det indstilles
- at vedtage forslag 1
- at vedtage forslag 3.
Bilag
SV Dagtilbud Aars
Hermed høringssvar til dagtilbuds struktur i Aars fra Troldehøjen
Forældrebestyrelsen i Børneuniverset – høringssvar
Høringssvar vedr. dagtilbudsstruktur i Aars by – april 2025 – Mejsevej
Høringssvar vedrørende Dagtilbudsstruktur i Aars. Skolebestyrelsen Vestermarkskolen. 29. april 2025
Høringssvar_forældrebestyrelsen dagplejen12052025
Lokal MED Dagplejen Vesthimmerland Høringssvar
SBH-Markvae25050612300
SKM_C3350i25050714330 – Valhalla
For høring – opsamling Børne- og Familieudvalget
Kommissorium V1