Forslag til Beskæftigelsesstrategi 2025 og frem i Rebild Kommune
Beskæftigelsesudvalget godkendte på udvalgsmøde 3. september 2024, at der fra 2025 og frem skal arbejdes med et nyt koncept. På samme møde vedtog udvalget forvaltningens forslag til konkrete lokale mål. På den baggrund har forvaltningen udarbejdet forslag til Beskæftigelsesstrategi 2025→, som behandles på udvalgsmøde den 5. november 2024.
Bilag 1 – Brev til kommunerne vedr. afskaffelse af mini…
Bilag 2 – Beskæftigelsesstrategi 2025 (udkast)
Indstilling: Forvaltningen indstiller, at Beskæftigelsesudvalget
-Drøfter forslag til Beskæftigelsesstrategi 2025→
-Sender Beskæftigelsesstrategi 2025→ til udtalelse i Det Lokale Arbejdsmarkedsråd
Sagsfremstilling
I forbindelse med vedtagelse af aftalen ”Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen” blev kravet om, at kommunerne skulle udarbejde en årlig beskæftigelsesplan afskaffet. Beskæftigelsesudvalget godkendte på møde den 3. september forvaltningens forslag til et nyt koncept. Det nye koncept går fra den årlige udarbejdelse af en beskæftigelsesplan til at arbejde med et mere dynamisk koncept med overskriften “Beskæftigelsesstrategi 2025→.
Det nye er:
- Strategien ændres kun ved behov eller efter politisk ønske
- Fra ministermålsstruktur til en todelt struktur:
- rammer/retningslinjer/ambitioner/målsætninger på generelt og tværgående niveau
- indsatsområder på målgruppeniveau
- Færre mål
- Intet detailindhold i forhold til indsatsen i strategien. Dette beskrives i stedet i handleplanerne.
Efterfølgende har Beskæftigelsesministeren meddelt kommunerne, at regeringen agter at fremsætte et lovforslag dette efterår, som bl.a. indeholder en række forenklinger. I den forbindelse foreslås det at afskaffe den lovpligtige udmelding af vejledende mål (ministermålene) for beskæftigelsesindsatsen i kommunerne.
På den baggrund vil der ikke blive udmeldt beskæftigelsespolitiske mål for 2025. Dermed bliver det fremadrettet helt op til kommunerne selv at fastlægge prioriteringerne i den lokale beskæftigelsesindsats.
Det nye koncept, hvor strukturen er ændret fra at være styret af ministermål til en lokal struktur, vil fremadrettet kræve tydelige lokale politiske prioriteringer.
I Beskæftigelsesstrategi 2025→ er målet, at Rebild Kommune har den laveste andel af befolkningen på forsørgelse i Jylland. I Beskæftigelsesstrategien 2025→ er de overordnede lovgivningsmæssige og politiske rammer og den overordnede tilgang i forhold til kerneopgaven beskrevet.
Beskæftigelsesstrategien er opdelt i tværgående indsatsområder og målgruppespecifikke indsatsområder.
Strategien for den tværgående indsats er:
Rekruttering og generel virksomhedsservice
-24 timers servicemål for jobordrer
-Strategisk og målrettet opsøgende virksomhedskontakt
Flere aktivitetsparate borgere i småjob
-JobFirst – altid fokus på hurtigst muligt at opnå ordinære timer
Virksomhedsvendte borgerindsatser
-Anvendes som det primære redskab til at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet
-Er forventningsafstemt, målrettet og tværfagligt begrundet
Jobrettede opkvalificerings- og uddannelsesindsatser
-Anvendes hvis den direkte vej til selvforsørgelse (job eller ordinær uddannelse) ikke er mulig
Samarbejdet med Rebild Kommune som arbejdsplads
-Bidrage til løsningen af rekrutteringsudfordringer især på velfærdsområderne
-Give unge og voksne i jobcentret muligheder for at bidrage og udvikle sig på vores arbejdspladser
Handicapindsatsen
-Styrke fokus på at vejlede mod jobs, hvor funktionsnedsættelsen ikke udgør et handicap
-Hvis det ikke er muligt, kan der ske anvendelse af de kompenserende ordninger
Strategien for den målgruppespecifikke indsats er opdelt på afdelingerne i jobcenteret:
Jobindsats:
A-dagpenge
-Forebygge langtidsledighed
Kontanthjælp (jobparate)
-Hurtigst muligt i job og uddannelse
Kontanthjælp (aktivitetsparate)
-Flere i småjob
Integration
Fastholde en høj beskæftigelse
Aktiv Indsats:
Sygemeldte
Forebygge langtidssygemeldinger
Ressourceforløb
-Udslusning til fleksjob eller ordinær beskæftigelsesindsats
-Flere i småjob
Fleksjobvisiterede
-Hurtigst muligt i fleksjob
Unge:
Uddannelsesparate
-Hurtigst muligt i job og uddannelse
Aktivitetsparate
-Flere i småjob
Ressourceforløb
-Udslusning til fleksjob eller ordinær beskæftigelsesindsats
-Flere i småjob
Uddannelsesvejledning
-Høj søgning til ungdomsuddannelser – særligt erhvervsuddannelserne
Beskæftigelsesstrategien, som sætter mål for indsatsen, skal efterfølgende omsættes til handlinger, der forventes at understøtte de fastsatte mål. Der udarbejdes derfor handleplaner med beskrivelse af indsatser med udgangspunkt i strategien. Handleplanerne har til formål at understøtte at målsætningerne realiseres og udarbejdes i samarbejde mellem funktionsleder og medarbejdere på de enkelte områder.
Økonomi: Ingen økonomiske eller bevillingsmæssige konsekvenser.