ForsideMariagerfjordForhenværende borgmester fylder rundt - 70 år og stadig aktiv på arbejdsmarkedet

Forhenværende borgmester fylder rundt – 70 år og stadig aktiv på arbejdsmarkedet

Forhenværende borgmester fylder rundt – 70 år og stadig aktiv på arbejdsmarkedet

Han var førstemand i den første periode med Mariagerfjord Kommune. Fire kommuner rundt om Mariager Fjord blev lagt sammen til én og Hans Christian Maarup kunne med et meget flot personligt valg med hele 4627 personlige stemmer sætte sig i borgmesterstolen.  

Et imponerende valgresultat, hvor ingen andre politikere indtil nu i Mariagerfjord Kommune har opnået samme store antal personlige stemmer. 

– Da jeg var ung var min opfattelse at én på 70 år – var en gammel mand, sådan føler jeg det ikke i dag. Jeg har det godt generelt og især i dag på min fødselsdag, hvor jeg har inviteret kolleger på morgenmad, fortæller Hans Christian Maarup, da Mariagerfjordposten.dk ringer ham op for at ønske ham tillykke med den runde dag, og for at høre mere om, hvad han fylder hverdagen med, her ca. 10 år efter, at han forlod posten som borgmester for Mariagerfjord Kommune. 

Hans Christian Maarup er uddannet folkeskolelærer fra Silkeborg Seminarium, senere blev han ansat som leder på Produktionsskolen Arden Erhvervsskole. Et job han bestred i næsten 20 år, inden at døren blev åbnet til det lokalpolitiske arbejde i det dengang Arden Kommune. 

Arden Kommunes borgmester havde fået øje på Hans Christian Maarup 

Det var Arne Toft, tidligere borgmester i Arden og folketingsmedlem, der havde fået øje på lederen af den lokale Produktionsskole, og vurderet ham som en passende efterfølger for ham som borgmester, mens han selv fik opbakningen til en Folketingskarriere. 

– Jeg har det godt. Hvis jeg kigger tilbage, ser jeg ligesom mit arbejdsliv som inddelt i tre faser. Den første periode var med uddannelse og mit arbejde med unge, der skulle støttes, guides og hjælpes i gang på arbejdsmarkedet. Fase 2 var de mange år, hvor jeg var valgt som borgmester i Arden og i Mariagerfjord Kommune, og nu er jeg så i fuld gang med fase 3, som bestyrelsesformand for Dataproces med 50 ansatte, fortæller Hans Christian Maarup og fortsætter:

– Nu spurgte du mig jo om, hvad der fylder min dag efter min tid som borgmester, så her må svaret jo så være, med mit arbejde som bestyrelsesformand hos Dataproces og så har jeg jo fået mere fritid, som jeg nyder at bruge med min familie og hjemme på vores nedlagte ejendom. Jorden er dog forpagtet ud, men der er stadigvæk plads til lidt skovarbejde og vi har da også lidt dyr i form af høns og får, fortæller Hans Christian. 

Dataproces er en iværksættervirksomhed, der på ca. 10 år er vokset til en stærk spiller indenfor datahåndtering, er børsnoteret og er arbejdsplads for 50 medarbejdere. 

– Jeg føler stor glæde ved at have oplevet de forskellige faser gennem mit arbejdsliv. Jeg nyder virkelig at være en del af Dataproces, hvor vi efter en lidt hård periode under coronaen, hvor virksomheden ikke kunne komme ud til sine kunder og hjælpe med at løse opgaver samt indgå nye aftaler. Nu er virksomheden tilbage på sporet, og det er en fornøjelse at være en del af, slutter Hans Christian Maarup.

Hans Christian Maarup genopstillede ikke ved kommunalvalget i 2013 og forlod dermed jobbet som borgmester i Mariagerfjord Kommune. Derefter indtrådte han som bestyrelsesformand hos Dataproces i Nibe. 

Hans Christian Maarup har fejret fødselsdagen i dag den 23. maj med kolleger på Dataproces, i aften venter nogle hyggelige timer sammen med Ruth Maarup og nogle vennepar, mens børn og deres 12 børnebørn samles i weekenden. 

Stort tillykke til Hans Christian Maarup med fødselsdagen.       

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler