ForsideHimmerlandFolkepensionsalderen på vej til at stige

Folkepensionsalderen på vej til at stige

Folkepensionsalderen på vej til at stige

Regeringen har fremsat et lovforslag om at hæve folkepensionsalderen til 70 år. Men med den rette plan kan du selv tage styringen over, hvornår og hvordan du går på pension, lyder det fra Spar Nords pensionskonsulent i en pressemeddelelse. Han kommer her med tre konkrete råd til, hvordan du sikrer dig den pensionstilværelse, du drømmer om.

Hvornår drømmer du om at begynde din pensionisttilværelse? Det spørgsmål giver et nyt lovforslag, som netop er fremsat af regeringen, endnu en gang anledning til at tænke over.

Lovforslaget er fremsat som følge af den demografiske udvikling, hvor flere pensionister øger presset på velfærdsstaten, og indebærer dermed, at folkepensionsalderen fastsættes til 70 år for alle, der er født efter den 31. december 1970 – det vil sige for personer, der fylder 69 år i 2040 eller senere.

– Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil det påvirke millioner af danskere, og det giver anledning til – hvis man ikke allerede har gjort det – at forholde sig til, hvilken pensionisttilværelse man drømmer om. Ønsker man eksempelvis at gå ned i tid, når man er i 60’erne eller trække sig fra arbejdsmarkedet tidligere end de potentielt 70 år, kræver det en planlagt pensionsstrategi, lyder det fra pensionskonsulent i Spar Nord, Michael Mehlsen Sørensen.

Han kommer i den forbindelse med tre konkrete råd til, hvordan du kan styrke din pensionsopsparing og sikre dig større økonomisk frihed i alderdommen. 

1. Start tidligt, og få glæde af renters rente
Først og fremmest fremhæver Michael Mehlsen Sørensen, at man som udgangspunkt altid skaber de bedste pensionsvilkår, hvis man starter opsparingen tidligt i arbejdslivet.

– Som ny på arbejdsmarkedet, kan det være svært at vurdere, hvornår man ønsker at gå på pension, og hvilken opsparing det i så fald kræver. Lige meget om man ønsker at arbejde helt til de 70 år eller stoppe tidligere, kommer vi ikke udenom, at tid er en af de vigtigste faktorer i en god pensionsopsparing. Jo tidligere man begynder at spare op, desto mere kan renters rente arbejde for en. Det kan senere i arbejdslivet bidrage til mere fleksible rammer for pensionisttilværelsen, forklarer Michael Mehlsen Sørensen.

2. Kombinér arbejdsmarkedspensionen med privat opsparing
Han fremhæver også, at det for nogle kan være væsentligt at være opmærksom på, at udbetalingerne af pensionsopsparingen – afhængigt af, hvornår den er oprettet – tidligst kan påbegyndes et bestemt antal år før folkepensionsalderen.

– Både arbejdsmarkedspension og privatpension er låst til en vis alder, og derfor kan det være en fordel at gøre sig mere selvfinansierende ved at supplere med en privat opsparing. Det kan være gennem investering i fast ejendom eller frie midler, som giver fleksibilitet i forhold til udbetalingstidspunktet. Eksempelvis kan man overveje at indbetale til en aktiesparekonto, som giver lav beskatning på 17 procent og fri adgang til pengene, forklarer han og fortsætter:

– Det er især en fordel for dem, der ønsker en gradvis overgang til pensionen. I den sidste tid på arbejdsmarkedet indbetaler man nemlig fortsat til firmaordningen, hvilket betyder, at pensionsudbetalingen ikke kan påbegyndes. Det kan den private opsparing derimod, og på den måde kan den bruges som supplement til lønnedgangen, hvis man for eksempel ønsker at gå fra fuld arbejdsuge til tre dage om ugen.

3. Opret en aldersopsparing

Herudover kan det ifølge Michael Mehlsen Sørensen også være fordelagtigt at overveje at indbetale til en aldersopsparing og på den måde opnå mere økonomisk frihed, når man når sin tredje alder.

– Ligesom andre pensionsprodukter beskattes aldersopsparingen med kun 15,3 procent af afkastet, og den udbetales skattefrit ved pension, hvor man kan vælge mellem løbende udbetaling eller engangsudbetalinger. På den måde bidrager den også til mere fleksibilitet, når man nærmer sig folkepensionsalderen, forklarer Michael Mehlsen Sørensen og fortsætter:

– Man kan også vælge en ratepension eller livrente, som sikrer en fast udbetaling over en årrække eller resten af livet, dog stadig med visse aldersbetingelser og skattefordele afhængigt af den samlede økonomi. Det afhænger meget af den enkeltes situation, og hvad der er den bedste pensionsstrategi for den ene, er ikke nødvendigvis det samme for den anden. Derfor vil vi til enhver tid anbefale, at man tager en snak enten med sin bank eller sit pensionsselskab.

Som det ser ud lige nu, kan folkepensionsalderen tages op igen om fem år, hvor der kan ske yderligere regulering med et år. Unge kan dermed potentielt se ind i en endnu højere pensionsalder, end de 70 år, og det bør ifølge Michael Mehlsen Sørensen dermed også indgå i pensionsovervejelserne.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler