Folk må selv bestemme om de vil være mand eller kvinde bare de ikke inddrager mig
Hold da op! Er det også emner, man skal diskutere og forholde sig til i Etisk Råd? Det var en af de reaktioner, der ramte foredragsholder Christian Borrisholt Steens, da han indledte sit seks års forløb som medlem af Etisk Råd. Svaret var ja og han fandt ud af, hvor mange vinkler der angribes og hvilke store udfordringer der er med til at tage stilling til mange sager.
Det kan være aktiv dødshjælp, kønsfordeling, skal børn kunne kønsopereres, hvordan skal spædbørn i et lesbisk forhold være juridisk dækket ind. Emnerne er mange og vidt forskellige. De kan være svære for en dreng som mig, der er opvokset i et indremissionsk hjem i Vendsyssel at forholde sig til.
Det gav overvejelser som det tog lang tid at finde et svar på. Nogle gange har jeg taget et standpunkt for senere at have ændret det, når jeg havde hørt fagpersoners holdninger, fortalte Christian Borrisholt Steens.
Et meget inspirerende foredrag han holdt i Byens Hus, Vilsted. Et forløb med alvor og smil på læben. Udsagn der var belærende og andre provokerende. Mange emner blev berørt men alt var til eftertanke hos tilhørerne.
Efter en kaffepause kunne Christian Borrisholt Steens erfare, at hans oplæg havde sat ting i gang blandt tilhørerne. En tilhører var ikke i tvivl om, at det var op til den enkelte af bestemme, hvilket køn vedkommende man vil tilhøre. ”Lad dem selv bestemme, om de den ene dag vil være mand og den næste kvinde. Blot jeg ikke bliver involveret”, var et indlæg.
En anden mente, at der er vigtige overvejelser i forbindelse med aktiv dødshjælp. Der skal være en til at udføre dødshjælpen og det kræver store overvejelser. At give den sidste sprøjte og tage livet fra et menneske er en svær opgave, blev der sagt.
Indlæggene var mange og meningerne forskellige. Værdien af foredraget blev, at tilhørerne havde mange ting at tænke over fremadrettet. At der er mange svære etiske forhold at tage stilling til, var der ej heller tvivl om.


