Førstebehandling af Budget 2026: Nye juniorklubber og styrket hjemmepleje på vej i Mariagerfjord
Torsdag aften var der første behandling af Budget 2026 i Mariagerfjord Byråd. Forud for mødet var der indgået en bred budgetaftale, hvor 28 ud af 29 byrådsmedlemmer står bag. Derfor forløb behandlingen uden større dramatik.
Flere gruppeformænd og udvalgsformænd tog dog ordet, hvor de roste hinanden for et godt samarbejde på tværs af partierne. Samtidig lød der en stor tak til kommunens administration for arbejdet med de økonomiske beregninger, som har dannet grundlag for budgetaftalen.
Budgettet skal endeligt vedtages ved 2. behandlingen den 9. oktober.
Centrale nedslag fra budgetaftalen:
- Fokus på velfærdsreformer
Byrådet fortsætter arbejdet med reformer på ældre-, sundheds-, beskæftigelses- og uddannelsesområdet samt nye tiltag på skoleområdet. - Skatten fastholdes
Kommuneskatten fastholdes på 25,9 procent, og grundskyldspromillen forbliver på 15,7. - Ældreområdet styrkes markant
Der afsættes midler til musikterapi og pædagogiske måltider på plejecentrene samt et generelt kvalitetsløft. Hjemmeplejen tilføres 5 mio. kr. årligt fra 2026 for at skabe mere fleksible og sammenhængende pleje- og omsorgsforløb. - Børn og unge
Tre nye juniorklubber oprettes i Hørby, Hobro og Mariager. Forældre får igen mulighed for tilskud til pasning af egne børn i hjemmet, og dagplejen tilføres ekstra midler for at sikre trygge rammer. - Socialområdet og skolerne
Budgetanalyser viser et mindreforbrug på socialområdet, hvilket frigør midler. Indslusningsforløbet for nytilkomne børn nedlægges, så de fremover starter direkte på distriktsskolen. - Erhverv og arbejdsmarked
Sagsbehandlingstiderne på byggesager, lokalplaner og miljøområdet nedbringes med ekstra ressourcer. Der etableres 30 årsvikariater for borgere på offentlig forsørgelse og afsættes midler til flere EGU-elever. - Anlægsinvesteringer
Mariager Skole får nye faglokaler, fællesrum og en større skolegård, mens Havbakkeskolen også renoveres. Sundhedsklinikkerne i Hadsund og Arden moderniseres, og der afsættes midler til en ny legeplads i Hadsund. Desuden øges midlerne til vedligeholdelse af haller, klubhuse og svømmehaller. - By- og lokaludvikling
Vandet vender tilbage i Storegade i Hadsund, og både hovedbyerne og Østkysten får tilført ekstra midler til lokal udvikling. - Lokalsamfund og frivillighed
Fonden til bevarelse af gamle bygninger i Mariager får støtte, og der afsættes midler til øget borgerinddragelse samt et forsøgsprojekt for bedre hjælp til veteraner. - Campus Hobro
Visionen om et fælles uddannelsescampus i Hobro fastholdes som et vigtigt udviklingsprojekt for hele kommunen.
Med den brede politiske opbakning er der lagt op til, at budgettet kan vedtages endeligt uden de store ændringer, når byrådet mødes igen i oktober til 2. behandling.




