Første sten lagt til nyt stenrev i Limfjorden
Stemningen var høj, da en flok engagerede naturentusiaster forleden samledes på stranden i Løgstør for at tage det første skridt mod at genoprette Limfjordens stenrev. Iført våddragter og bevæbnet med gåpåmod gik Nature Rangers fra Naturekspeditionen.dk i vandet for at lægge de første sten ud til et nyt rev, som skal styrke biodiversiteten i fjorden.
Limfjorden har gennem årene mistet mange af sine naturlige stenrev, hvilket har haft store konsekvenser for det marine dyre- og planteliv. Derfor har borgere fra hele Vesthimmerlands Kommune indsamlet sten til projektet, som bliver til nye levesteder under havets overflade.
Vejret satte en naturlig grænse for dagens arbejde, og kun ét læs sten blev lagt i vandet – men det blev alligevel betragtet som en vigtig begyndelse. Arrangementet blev afsluttet i hyggelige rammer med kaffe, kage og is på stranden.
Blandt de fremmødte var også Klavs Frederiksen fra Limfjordssekretariatet, der satte ord på betydningen af indsatsen:
– Stenrev er noget af det, der giver biodiversitet i fjorden. Det er havets oaser, hvor der er masser af plante- og dyreliv, sagde han og understregede, hvor vigtigt det er at få genetableret disse naturlige habitater.
Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Limfjordsmuseet, Vesthimmerlands Forsyning og Naturekspeditionen.dk, og markerer en begyndelse på en større indsats for at genskabe liv under vandoverfladen i Limfjorden.


