Første spadestik til Kulturgården: Nyt byrum tager form i Skørping
Fra juni 2025 realiseres projektet ‘Kulturgården’ i Skørping – og torsdag den 19. juni blev første spadestik taget ved en festlig begivenhed med borgmester Jesper Greth, lokale børn og foreninger.
Projektet udspringer af områdefornyelsen i Skørping, som blev igangsat i 2020, og er udviklet i tæt samarbejde mellem Rebild Kommune, rådgivere og en lokal arbejdsgruppe med repræsentanter fra forskellige aktører i byen. Tegnestuen dominique+serena bistår som rådgiver, og projektet er støttet af blandt andet Skørping Rundt, Statens Kunstfond, Arkitektforeningen, Nordeafonden og Realdania.
Ved første spadestik den 19. juni deltog børn med egne skovle og hjalp borgmesteren med at markere begyndelsen på anlægsarbejdet. Jesper Greth takkede for det stærke samarbejde, der har båret projektet hele vejen hertil, og Finn Nygård fra KulturStationen satte ord på visionen om Kulturgården som et levende samlingssted for kunst, kultur og fællesskab for alle.
Maria Roosewelt og Thyge Jacobsen fra den lokale arbejdsgruppe samt Jonas Klitgaard fra Jætte-Byg, der står for anlægsarbejdet, deltog også i spadestikket. Efterfølgende blev der hygget i gårdrummet med bobler, saft, kaffe og røde hindbærsnitter – og rundvisning i området, hvor planerne for byrummet blev præsenteret.
Et byrum i børnehøjde – og for hele byen
Kulturgården skal forvandle den nuværende baggård bag KulturStationen til et levende byrum med muligheder for ophold, aktivitet og fællesskab. Ambitionen er at skabe oplevelser og mødesteder, der binder det centrale sted sammen med resten af Skørping centrum.
‘Bibliotekshaven’ bliver et nyt byrum mellem KulturStationen og biblioteket, mens ‘torvet’ skal opgradere det eksisterende udeareal. I ‘skovområdet’ mod butikstorvet skabes nye legemuligheder og forbindelser, der skal styrke tilgængeligheden og sammenhængen i bymidten.
Passagerne i byrummet skal invitere både til spontane smut forbi og til organiserede aktiviteter – for både børn og voksne.
Færdigt i efterårsferien 2025
For at sikre gode forhold under byggeriet vil dele af området i perioder være afspærret. Første del af anlægsarbejdet begynder i den sydligste del af gårdrummet efter uge 33, så det ikke kolliderer med den traditionsrige Skørping Byfest.
Det nye byrum forventes færdigt omkring efterårsferien 2025.


