Første spadestik taget: Skørping tiltrækker børnefamilier
Tidligere i dag blev første spadestik taget til den nye daginstitution Børnehuset Skovheden i Skørping. Børn fra Børnehuset Skovhaven i Hellum hjalp borgmester Jesper Greth med ceremonien, efter han først måtte svare på flere nysgerrige spørgsmål om borgmesterkæden.
Børnehuset Skovheden bliver en moderne daginstitution i den nordlige del af Skørping og vil snart danne ramme om leg, læring og fællesskab for byens yngste borgere. Når bygningen står færdig i slutningen af næste år, vil den kunne rumme 75 børn – fordelt på 30 vuggestuebørn og 45 børnehavebørn.
Skørping fremstår som et attraktivt tilvalg for børnefamilier, og borgmester Jesper Greth rettede en tak til de tålmodige forældre og ansatte, der har vist stor fleksibilitet i processen.
Med Børnehuset Skovheden styrkes områdets tilbud til de yngste, og den nye institution bliver et vigtigt samlingspunkt for leg og læring i Skørping.






