Første skridt ind i Vølvens Verden: Hvad lærte vi?
Vølvens Verden – evaluering, er på dagsordenen når Udvalget for Kultur og Fritid holder møde den 3. december 2025.
Vølvens Verden, der foregik for første gang 27. september 2025, er blevet evalueret med fokus på, at eventen skal afholdes mindst 3-5 år, før der sker en samlet evaluering af eventens fremtid.
Indstilling
Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Udvalget for Kultur og Fritid:
– At evalueringen tages til efterretning.
– At merforbruget på 31.570,30 kr. dækkes af de frie midler.
Inddragelse
Evalueringen er blevet til på baggrund af spørgeskemaundersøgelse udsendt til deltagere i vandringen, blandt frivillige og medarrangører samt en undersøgelse af den mediemæssige gennemslagskraft.
Sagsfremstilling
Vølvens Verden fandt sted 27. september 2025. Over 400 mennesker deltog i den magiske vandring gennem tid og tro fra Hobro Havn ud til Fyrkat Ringborg. Mere end 10 foreninger, institutioner og andre aktører havde gennem længere tid planlagt og skabt de mange oplevelser undervejs. Nordjyske Museer stod sammen med en dramaturg for en afslutning på Fyrkat, der foregik både i langhuset og ved vølvens grav.
Formålet med eventen var at samle og synliggøre arbejdet med Fyrkat som verdensarv og vise, hvordan verdensarvsstatus kan bruges til at udvikle stedet. Særligt ønskede projektet at styrke lokalområdets engagement, stolthed og involvering.
Eventen er tænkt som et flerårigt projekt, hvor der først efter 3-5 år tages stilling til, om den skal fortsætte. Tanken er at starte i det små og løbende udvikle eventen, så den får det rette format og omfang.
Målet er både at samle forskellige interessenter om udviklingen af eventen nu og på længere sigt, og at engagere borgerne i Mariagerfjord Kommune. Eventen skal give bedre forståelse for Fyrkats betydning for lokalområdet, hele kommunen og samfundet.
På sigt kan tiltaget måske også tiltrække interessenter på regionalt, nationalt og internationalt niveau.
Samtidig skal eventen være med til at øge kendskabet til Fyrkat som verdensarvssted – først lokalt, men senere også bredere. Håbet er, at den voksende synlighed kan bidrage til udviklingen af både Fyrkat og lokalområdet samt gerne tiltrække flere turister og nye borgere.
Projektgruppen havde fastsat en række succeskriterier, som i høj grad blev opfyldt:
- 10 aktører var aktivt med i planlægningen, ud over de tre hovedpartnere: Destination Himmerland, Nordjyske Museer og Mariagerfjord Kommune
- 20 frivillige deltog som blandt andet optogsguider og hjælpere i Det Røde Pakhus
- 400 deltagere havde købt billet til vandringen
- 80 % af deltagerne ønsker at komme igen næste år og vil anbefale eventen til andre
- Flere arrangementer var knyttet til eller inspireret af eventen
- Mange borgere i Mariagerfjord Kommune havde hørt om eventen
- Eventen blev omtalt i lokale og regionale medier
- Der var god rækkevidde på sociale medier
Væsentlige læringspunkter til Vølvens Verden 2026:
- Kommunikation: Tydeligere afsender, større synlighed i byrummet og bedre præsentation af de enkelte aktører
- Frivillige: Større involvering af frivillige – både som guider og til praktiske opgaver
- Afvikling:
- Mere fokus på startområdet ved Det Røde Pakhus, evt. i samarbejde med lokale foreninger
- Justering af oplevelser undervejs, fx mulighed for ophold ved vikingemarkedet
- Mere aktiv brug af voldene i stedet for langhuset ude på selve Fyrkat
Økonomi
| Udgifter ekskl. moms | 153.808,30 |
| Indtægter | |
| Donation til lys fra Sparekassen Danmark | 15.000 |
| Billetindtægter | 7.238 |
| Frie midler – Udvalget for Kultur og Fritid | 100.000 |
| Indtægter i alt | 122.238 |
Differencen på 31.570,30 kr. mellem udgifter og indtægter indstilles dækket af de frie midler.


