Fodbolden ruller igen: Ungdomseliten i Hobro IK er tilbage på DS Arena
Efter sommerpausen er klubbens ungdomselitehold i fuld gang med forberedelserne til den nye sæson – med fysisk test, træningslejr og masser af fodbold i fokus.
Opstart med fokus på kroppen
Sommeren er ovre, og det betyder, at fodbolden igen ruller på DS Arena – både for 1. holdet og for Hobro IK’s talentfulde ungdomselitehold.
Traditionen tro markerer uge 30 starten på opstarten for ungdomseliten. Her får en masse drenge mulighed for at trække i træningstøjet og jagte drømmen om at tage næste skridt som fodboldspillere.
– Ugen har for alle hold budt på let træning med stort fokus på at få kroppen i gang igen og gradvist trappe intensiteten op. Det gør vi for bedst muligt at undgå overbelastningsskader, fortæller talentchef Martin Ingvorsen.
Fysiske tests og udvikling
Udover træning har alle hold i opstartsugen gennemført fysiske tests. Spillere fra alle årgange har været igennem 30 meter sprint, counter-movement jump og YOYO-test, og de ældste spillere fra U19 og U23 har desuden gennemført Arrowhead Agility-testen.
– Fordelen ved at alle spillere kommer igennem de samme tests er, at vi kan følge hver enkelt spillers fysiske udvikling over tid. Vi får også værdifuld viden om, hvor vi skal sætte ind fysisk, og hvordan vi bedst videreudvikler spillernes spidskompetencer, siger Martin Ingvorsen.
Træningslejr og Vildbjerg Cup
I uge 31 tager de ældste hold på træningslejr i Skærbæk fra mandag til torsdag. Her venter både træningspas og kampe mod udenlandske modstandere.
Samtidig deltager de yngre årgange igen i år i Vildbjerg Cup – en turnering, der ikke bare byder på masser af fodbold, men også styrker det sociale sammenhold på tværs af holdene.
Testkampe mod AaB
Uge 32 bliver en klassisk træningsuge, som afsluttes med et højdepunkt: En fælles træningsdag på AaB’s anlæg, hvor alle Hobro-hold fra U13 til U19 spiller kampe mod AaB Akademiets tilsvarende årgange.
– Det bliver en rigtig spændende dag med fodbold på højt niveau. Så hvis man er interesseret i at se de to højest rangerede ungdomsafdelinger i Nordjylland tørne sammen, så er lørdag i uge 32 årets mulighed, siger Martin Ingvorsen.
Turneringsstart nærmer sig
Allerede i weekenden i uge 33 går det for alvor løs, når langt de fleste hold spiller deres første turneringskamp. Det er en kort, men intens opstart, inden sæsonen igen går i gang.


