Flere virksomheder i Mariagerfjord Kommune bygger nyt og udvider som aldrig før
Både 2023 og 2024 bød på en række virksomheder, der på grund af vækst og deraf manglende plads og kapacitet måtte udvide på eksisterende adresse eller flytte til nyt. Den tendens er fortsat i 2025, hvor lige i underkanten af 10 virksomheder i Mariagerfjord Kommune lige nu er i gang med at bygge nyt eller udvide den nuværende kapacitet.
El-virksomhed med kronisk vokseværk
Én af dem er Lillegården El, der flytter sit hovedkontor fra Erhvervsparken 15 til Digterparken 5. En flytning på nogle få hundrede meter, men af afgørende betydning for virksomheden.
– Vi er løbende vokset de sidste mange år, og er i dag oppe på 90 medarbejdere, så nu gik den altså ikke længere. Vi manglede plads, og når det nye domicil står færdigt sidst på året, får vi dobbelt så meget plads samtidig med at vi får meget bedre plads til vores biler og udvendigt materiel. Det har virkelig knebet de seneste år, fortæller Brian Bruun Christensen, der sammen med Henrik Vraa Andersen og Jan Justesen er indehavere af Lillegården El.
– Vi er glade for at have hjemme i Hobro og Mariagerfjord Kommune, og vores lokation i det nordlige erhvervskvarter er helt perfekt med kort afstand til motorvejen og en række omkringliggende byer. Samtidig har vi vores historie og rødder i Hobro, ligesom vi sætter pris på områdets stærke erhvervsklima. Sammenlagt betyder det, at vi aldrig har overvejet at flytte fra området, fastslår han.

Ny produktionshal til større emner
Hos RS Stålteknik på Sjællandsvej i det sydlige Hobro står den ikke på flytning, men på en markant udvidelse. Med en aktuel opførelse af en ny produktionshal udvides kapaciteten nemlig til det dobbelte.
– Vi har i flere år haft en udfordring med at bearbejde større emner og lave nogle helt specifikke former for stålkonstruktioner. Vi har været på absolut maksimal kapacitet i en længere periode. De udfordringer løser vi med den nye produktionshal, fortæller direktør Lars Sørensen.
At RS Stålteknik kan opføre en ny produktionshal skyldes, at nabogrunden blev ledig. De købte grunden, hvortil de flyttede virksomhedens udelager, hvilket gav mulighed for at opføre det nye byggeri.
– I en periode overvejede vi faktisk at flytte fra Hobro, da vi simpelthen ikke kunne udvide og ej heller finde nogle andre rammer, der passede til vores ønsker og setup. Men heldigvis opstod denne mulighed, for vi er rigtig glade for at have vores virksomhed i Mariagerfjord Kommune, fortæller Lars Sørensen.
Byggeriet af den nye produktionshal startede op i februar i år, og forventes at stå færdigt til september.

Kæmpe skridt fremad – et led i vækststrategien
Også hos en af kommunens største virksomheder; Nopa Nordic på Finn Thostrup Engen 1 i Hobro er de helt aktuelt i gang med opførelsen af en ny fuldautomatisk lagerhal, der kommer til at rumme plads til 26.500 paller færdigvarer.
– Som et led i vores vækststrategi er det simpelthen en nødvendighed at bygge en ny lagerhal, der logistisk bliver et kæmpe skridt fremad for Nopa Nordic. Den kommer til at løse en masse udfordringer, som vi i dag har, blandt andet med tilkørslen til vores virksomhed, fortæller Henrik Karup Jørgensen, CEO hos Nopa Nordic.
– Vi købte jorden for en del år siden, og påbegyndte byggeriet tilbage i februar, og forventer at det står færdigt sidst på året. Vi er meget glade for at være i Hobro, og ser virkelig frem til at tage de nye faciliteter i brug, tilføjer han.
Stærk dynamik
Hos Mariagerfjord Erhverv, der har fokus på at skabe vækst og udvikling hos virksomhederne i Mariagerfjord Kommune, er der glæde over udviklingen, herunder ikke mindst, at virksomhederne gerne vil blive i kommunen, når de skal udvide.
– Jeg synes, at der er en stærk dynamik mellem virksomhederne i Mariagerfjord Kommune, hvor man både individuelt og i fællesskab øjner de muligheder, som området rummer for at vækste som virksomhed. Det er sjældent, at vi oplever, at en virksomhed flytter ud af kommunen, når de vil udvide, lyder det fra Michael Christiansen, erhvervschef hos Mariagerfjord Erhverv.
– I stedet oplever vi, at man sonderer mulighederne internt i kommunen, hvilket PowerCon er et godt eksempel på. De flyttede sidste år fra Hadsund til Hobro, hvor de byggede et nyt, stort domicil.
– Jeg kan også nævne en række andre virksomheder, der lige nu er i gang med at bygge nyt eller udvide, og det er bestemt ikke kun i Hobro, der er gang i den.
– Eksempelvis er Dansk Salt i Mariager i gang med opførelsen af faciliteter til en helt ny produktionslinje, og Rala Tech & Steel i Hadsund er lige gået i gang med et nyt byggeri, simpelthen fordi de mangler plads.
– Samlet set vidner det om, at det går godt og der er gang i en masse spændende ude i virksomhederne i Mariagerfjord Kommune, hvilket glæder mig. Ikke mindst fordi det også har positiv indflydelse på forhold som bosætning, butiksliv, tiltrække andre virksomheder udefra og meget andet, lyder det afslutningsvist fra erhvervschefen.