Flere udlejningshuse på Østkysten er nøglen til vækst
Der var både stort engagement og god dialog, da Destination Himmerland i samarbejde med Mariagerfjord Kommune samlede ca. 200 sommerhusejere til en inspirationsdag i Multihuset i Øster Hurup denne weekend.
Arrangementet bød på alt fra energimærkning og affaldssortering til præsentation af kommende aktiviteter og ikke mindst de ambitiøse planer for Østkystens fremtidige turismeudvikling.
Inspirationsdagen blev åbnet af borgmester Mogens Jespersen – og havde både lokale oplægsholdere og nationale perspektiver på programmet. Særligt én pointe gik igen: Mange sommerhuse står tomme i store dele af sæsonen – og det er en overset ressource, som kan blive til guld for både ejerne og lokalområdet.
”Hvis bare en brøkdel af de tomme huse blev udlejet i flere uger om året, ville det betyde flere gæster i butikkerne, mere liv på havnen og spisestederne, og i sidste ende flere arbejdspladser og et stærkere lokalsamfund. Det er her, vi ser et kæmpe potentiale – og derfor vil vi gerne i dialog med ejerne og give dem både inspiration og værktøjer,” fortæller Johanne Bugge, Destinationsdirektør i Destination Himmerland.
Hun understreger, at hver gæst bidrager til lokalsamfundet – ikke kun ved flere besøg på attraktionerne og til events, men også ved at skabe et vigtigt økonomisk grundlag for restauranter og butikker. Det handler både om at skabe levedygtige helårssamfund, men også om at tænke langsigtet. Jo mere attraktiv Østkysten er – jo større er chancen for, at nye investeringer og tilflyttere følger med.
”Vi tror på, at vejen til vækst går gennem samarbejde. Med sommerhusejerne som aktive medspillere kan vi skabe en stærkere destination, hvor flere gæster kommer oftere – og hvor deres besøg gør en reel forskel i lokalsamfundet,” siger Johanne Bugge.
Fremtidens feriegæster i fokus – ny strategi skal skabe liv og vækst
Inspirationsdagen i Øster Hurup er en del af Destination Himmerlands igangværende arbejde med en ny, ambitiøs turismestrategi for 2025-2028. Strategien har fokus på at tiltrække flere gæster hele året, styrke de lokale aktører og sikre, at Himmerland får sin andel af den vækst, dansk turisme ser ind i frem mod 2030. Et vigtigt skridt på vejen er Udviklingsplanen for Jyllands Østkyst, som netop skal understøtte væksten i kystområder fra Skagen i nord til Grænsen i syd – og i Himmerlands tilfælde særligt langs Østkysten og Limfjordskysten.
At naturen og kystområderne er centrale for gæsternes valg af feriedestination, blev desuden tydeligt i en gæsteundersøgelse, som Destination Himmerland gennemførte i samarbejde med Wilke i 2024.
”Når vi spørger gæsterne, hvorfor de vælger Himmerland, peger langt de fleste på naturen som den afgørende faktor. Vores seneste gæsteundersøgelse viser tydeligt, at det er oplevelser i naturen, der trækker – både for de danske, såvel som udenlandske gæster” fortæller Johanne Bugge og tilføjer, at Østkystens milde vand, børnevenlige strande og Lille Vildmose mod nord, er nogle af områdets stærkeste aktiver.
Med stor efterspørgsel på naturoplevelser er det vigtigt at kunne sikre, at gæsterne har et sted at bo. Derfor er sommerhusejernes rolle i turismen vigtig. Ved at øge udlejningen og dele områdets kvaliteter med andre, kan husejerne selv få økonomisk udbytte – og samtidig være med til at sikre en levende og attraktiv destination for fremtiden.
