Flere pengesedler har været i omløb siden 2. verdenskrig
Nationalbanken skyder nu sin sidste kontantkampagne i gang for at få danskerne til at aflevere de ældre pengesedler og 1000-kronesedler, før de mister deres gyldighed den 31. maj 2025. Kampagnen sætter fokus på den forestående udløbsdato og skal sikre en så problemfri udfasning som muligt.
”Det er vigtigt for os at få så mange sedler ind i tide, som det kan lade sig gøre, så udfasningen af sedlerne bliver så gnidningsfri som muligt for borgerne,” siger Camilla Penn, chef for Sekretariat, Kommunikation og Strategi i Nationalbanken.
Selvom mere end 90 procent af befolkningen er bevidste om, at 1000-kronesedlerne bliver ugyldige, og over 80 procent ved, at det også gælder ældre seddelserier, er der stadig sedler i omløb for omkring 4,6 milliarder kroner, som altså mister deres værdi som betalingsmiddel om godt seks uger.
Siden 2023 er sedler for over 20 milliarder afleveret
Nationalbanken offentliggjorde i slutningen af 2023, at seddelserierne fra 1944, 1952, 1972 og 1997 samt 1000-kronesedlen ville blive udfaset. Siden da har danskerne afleveret sedler for hele 20,6 milliarder kroner. Men stadig vurderes det, at omkring 3 milliarder kroner ikke vil blive indleveret inden fristen.
”Vi ved godt, at vi nok ikke får alle sedler ind, men vi prøver alligevel at komme så tæt på som muligt,” siger Camilla Penn. ”Mange sedler ligger gemt væk, og nogle har været i omløb siden 2. verdenskrig.”
Kampagnen ruller ud over hele landet
For at sikre maksimal synlighed lanceres kampagnen bredt: Den kan opleves i tv, radio, indkøbscentre, på DSB-stationer – og derudover har Nationalbanken etableret samarbejder med butikskæder, banker og kommuner, som hjælper med at sprede budskabet. I Grønland og på Færøerne starter kampagnen lidt senere, den 28. april.
Kampagneperioden strækker sig over fire uger, og Nationalbanken forventer, at hele 95 procent af alle over 18 år i Danmark vil blive eksponeret for kampagnen mindst fem gange.
Her kan du stadig nå at indlevere dine sedler
Efter den 31. maj 2025 vil de berørte sedler ikke længere være gyldige som betalingsmiddel i Danmark. Herefter kan de kun indløses i op til et år – og kun på Nationalbankens tre fysiske indleveringssteder i København, Aarhus og Odense, frem til maj 2026.
Nationalbanken opfordrer derfor alle danskere til at tjekke skuffer, gemmesteder og gamle sparegrise nu – og få afleveret de sedler, der snart mister deres værdi.