Fire stærke teams skal konkurrere om at forme fremtidens skole og fællesskaber i Støvring
Nu bliver der snart sat billeder på fremtidens skole i Rebild Kommune.
Kommunen har netop udvalgt fire rådgiverteams blandt 14 ansøgere til at tegne og forme fremtidens skole og ramme for fællesskaber i Støvring. Projektet, der har navnet GRO, er det største anlægsbyggeri i kommunens historie.
Blandt et stærkt felt på 14 ansøgere fra både ind- og udland, har Rebild Kommune nu udvalgt de fire rådgiverteams, der skal konkurrere om at tegne og forme det nye livs- og Læringsmiljø GRO i Støvring.
Projektet bliver det største anlægsbyggeri i Rebild Kommunes historie. Ambitionen er at skabe et sted, hvor skole, fritid og lokalsamfund smelter sammen – og hvor der er liv både i og uden for skoletiden.
– Vi har haft et meget stærkt ansøgerfelt, og det har ikke været en nem opgave at udvælge de fire teams. Det vidner om, at GRO er et projekt, der vækker stor interesse – også uden for kommunegrænsen. Nu ser vi frem til en konkurrence, hvor vi virkelig får udfoldet og udviklet vores ambitioner om unikke rammer for skole og fællesskaber, siger projektchef Henrik Bøgeskov Lolholm fra Rebild Kommune.
De fire prækvalificerede teams er:
- ADEPT med underrådgivere FLÅK A/S, Gade Mortensen Akustik A/S, Arkitektfirmaet Hovaldt og VITA Ingeniører A/S
- Arkitektfirmaet Kjaer & Richter A/S med underrådgivere NIRAS A/S, LYTT Architecture A/S, Keingart ApS og Vilhelm Lauridsen A/S
- AART architects DK West A/S med underrådgivere byMUNCH by- og landskabsdesign og ABC Rådgivende Ingeniører A/S
- SWECO Danmark A/S med underrådgiver Autens ApS
Fælles for de udvalgte teams er, at de har dokumenteret erfaring med projekter, hvor undervisning, fællesskab, bevægelse og natur tænkes sammen i helheder, der fungerer i hverdagen.
Mere end en skole
GRO skal rumme faciliteter til en 3-sporet skole fra 0.-9. klassetrin med tilhørende SFO- og klubtilbud samt faciliteter til lokale foreninger. Alle faciliteter skal bruges af både skolens elever og personale og af forenings- og fritidsbrugere, beboere i lokalområdet samt borgere i hele Rebild Kommune.
– GRO er ikke bare en ny skole. Det er en investering i et sted, hvor mennesker mødes, og hvor der skabes nye fællesskaber på tværs af alder og interesser. Vi glæder os til at se, hvordan de fire teams hver især vil fortolke den ambition, siger Henrik Bøgeskov Lolholm
Udviklingsområdet, som GRO er en del af, skal efter planen på sigt indeholde både sports- og idrætsområde, daginstitution, og administration for Rebild Forsyning.
Næste skridt
Konkurrencefasen begynder 25. marts 2026. Projektkonkurrencen blive efterfulgte af et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse. Vinderen forventes offentliggjort i 3. kvartal 2026.
Artelia er bygherrerådgiver på projektet og gennemfører konkurrenceforløbet for Rebild Kommune.
FAKTA – Hvorfor hedder projektet GRO?
Navnet GRO afspejler ambitionen om at skabe et sted, der er mere end en skole – et levende miljø, hvor børn, unge og fællesskaber kan udvikle sig og vokse. Samtidig peger navnet på, at GRO ikke er et færdigt sted fra start, men noget, der udvikler sig over tid sammen med dem, der bruger det.
GRO giver associationer om natur, vækst og noget som spirer frem, og navnet har også en historisk reference, hvor Støvring nævnes første gang i fru Gro Pallesdatters testamente i 1268. GRO understøtter visionsprogrammets vision om at skabe et dynamisk samlingspunkt for børn, unge og voksne, hvor skole, fritid og lokalsamfund smelter sammen til en levende helhed.




