ForsideMariagerfjordFinansieringen er endelig i hus: Ny moderne biograf på vej til Hobro

Finansieringen er endelig i hus: Ny moderne biograf på vej til Hobro

Finansieringen er endelig i hus: Ny moderne biograf på vej til Hobro

Filmteatret Hobro står foran en stor forvandling. Med op mod 11 millioner kroner i støtte fra fonde, virksomheder og kommune, er vejen nu banet for en moderne biograf midt i Hobro.

Det var en synligt glad og tilfreds formand, Himmerlandsposten.dk mødte mandag formiddag i Filmteatret Hobro, hvor han præsenterede planerne om en ny, moderne biograf i den bevaringsværdige bygning på Theatertorvet.

Vi har med hjælp fra lokale fonde og bidragsydere fået bevilget op mod 11 millioner kroner til at ombygge og skabe en moderne biograf i vores historiske bygning. Det har naturligvis kun kunnet lade sig gøre takket være generøse donationer og et godt samarbejde med Sparekassen Danmark Fonden Hobro, A.P. Møller Fonden, SMH Holding, Svend Nielsen og Herdis Mygind Fond, Norlys, flere lokale erhvervsvirksomheder og Mariagerfjord Kommune, fortæller Preben Christensen, der er bestyrelsesmedlem og kasserer i den frivillige forening, Filmteatret Hobro, og ydermere formand for Hobro Håndværker- og Borgerforening, der er bygherre på projektet.

Udbud sendt til lokale håndværkere

I disse dage er udbudsmaterialet sendt ud til lokale håndværkere, og bestyrelsen afventer spændt resultaterne.

Tidsplanen lægger op til, at renovering og modernisering starter i august måned. Hvis alt går efter planen, vil den nye biograf kunne slå dørene op allerede inden juleferien – dog senest 5-6 måneder efter opstart.

Kulturarv og moderne komfort

Filmteatret Hobro er en del af byens kulturarv, og det er vigtigt for projektet at bevare bygningens særlige karakter og atmosfære.

Vi har at gøre med en historisk og kulturel perle midt i Hobro, og det skal vi naturligvis have respekt for. Den store, smukke sal med stuk i loftet og mange fine detaljer vil vi ikke ændre på. Dog bliver indretningen af salen helt anderledes, forklarer Preben Christensen.

Der installeres cirka 75 nye, skråtstillede biografsæder, som sikrer bedre udsyn for alle gæster. Samtidig bliver der god plads mellem rækkerne og adgang for kørestolsbrugere.

Projektet kombinerer respekt for bygningens historie med nutidens krav til oplevelse og funktionalitet. Foto: Himmerlandsposten.dk

Forvandling i foyeren og teknologiske forbedringer

Den ikoniske trappe og elevatoren ved indgangen bevares. Men allerede i foyeren vil gæsterne opleve forandringer med nye ruminddelinger, farver, gulve, lofter og belysning.

Den nye biograf vil også byde på det nyeste inden for både filmfremvisning og lyd, herunder udstyr med lavere energiforbrug.

Vi glæder os til at præsentere en biograf, hvor moderne teknik og historisk charme går hånd i hånd. Det bliver et stort løft for både Hobro og byens kulturliv, siger Preben Christensen.

Projektbillede Filmteatret Hobro
Projektbillede Filmteatret Hobro
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler