Drømmehus til FDF i Overlade er i fuld gang med at blive bygget
Så er der endelig gang i byggeriet af nyt kredshus til FDF i Overlade. Et to etagers hus med meget mere plads, end der var i de tidligere lokaler i ”Hønsehuset”. Et toetagers kredshus, der er tegnet ud fra ønsker fra flere FDF-kredse.
Det er en donation fra Den A. P. Møllerske Støttefond, der gør det muligt for Overlade FDF at gennemføre det nye byggeri. De har nemlig afsat midler til at opføre i alt 32 eksemplarer af kredshuse i Danmark. De laves efter en speciel arkitektur, hvor spejdere fra FDF’er fra hele landet er kommet med ønsker til et drømmehus.
Det nye kredshus bliver meget mere brugervenligt end det tidligere kredshus. En stor fordel er, at der bliver et handicaptoilet, hvilket der ikke har været tidligere. Der bliver tekøkken, samlingslokale, sovepladser på loftet, opbevaringsfaciliteter i overdelen og en terrasse, som giver helt nye muligheder for aktiviteter.
Hvornår projektet bliver færdigt, vides ikke præcist. De vejrmæssige forhold spiller en rolle. Men glædeligt er det, at man nu er i gang med byggeriet. Det har været udsat flere gange, så nu bliver det spændende at se det endelige resultat.




