Farvel til papirbunkerne: Mariagerfjord sender digital kommuneplan i høring
Det er slut med at bladre igennem bunkevis af papirer, når du skal have overblik over, hvilke rammer, der gælder for den fysiske planlægning i Mariagerfjord Kommune. Kommuneplanen er nemlig nu kun et klik væk. Det er godt nyt for dig, der vil vide, hvad der gælder for dit lokalområde, din bolig eller en lækker ny af slagsen, som du har i kikkerten. Det er også godt nyt for professionelle fagfolk og investorer, som har større projekter og investeringer på bedding, lyder det i en pressemeddelelse fra Mariagerfjord Kommune.
I den digitale kommuneplan kan man blandt andet se, hvordan byrådet ønsker sig, at byerne skal udvikle sig i fremtiden. Det gælder nye byudviklingsområder, hvor der for eksempel skal være nye boliger, erhvervsområder og butiksområder. Den rummer også planer for det åbne land. Hvor skal landmændene dyrke deres afgrøder, hvor skal vi beskytte den unikke natur og ikke mindst, hvor kan grønne energianlæg med fordel ligge? Disse spørgsmål giver kommuneplanen også klare svar på.
Plan for grøn strøm
Netop den grønne omstilling er et omdrejningspunkt for kommuneplanen, som byrådet sender i høring. Her peger planen på en håndfuld energilandskaber, som er særligt velegnede til at huse vindmøller, solcelle- og biogasanlæg samt såkaldte power-to-x-anlæg, som omdanner grøn strøm til brint.
Energilandskaberne sikrer, at den grønne energiproduktion ikke spredes på mange små anlæg, men finder sted i få, effektive og velplacerede anlæg, som kan levere den nødvendige grønne energi i fremtiden.
Hos Mariagerfjord Kommune erkender borgmester Mogens Jespersen, at energilandskaberne ofte er en varm kartoffel.
– Placering af grønne energianlæg vækker altid stærke følelser. Her er jeg rigtig glad for, at vi nu står med en kommuneplan, der skaber grundlaget for, at vi og vores erhvervsliv kommer flyvende fra start med den grønne omstilling. Det er godt for klimaet, men også godt for forsyningssikkerheden i Danmark, siger borgmesteren.
Mogens Jespersen lægger særlig vægt på, at planen foreslår, at der skal være nye erhvervsområder og grønne energianlæg langs Nordre Ringvej i Hobro.
– Jeg er sikker på, at motorvejsnære erhvervsarealer med direkte adgang til grøn energi bliver en eftertragtet vare i fremtiden. Det bliver en vigtig konkurrenceparameter i kampen om investeringer og arbejdspladser, siger borgmester Mogens Jespersen.
Høring frem til november
Mariagerfjord Kommunes kommuneplan er endnu blot et forslag, som er på vej i høring.
– Jeg håber, at rigtig mange borgere, foreninger og virksomheder vil give deres bud på, hvordan vi skal håndtere de mange muligheder og udfordringer, som vores kommune rummer. Vi ved, at mange er engagerede i deres lokalområder, og nu har de muligheden for at give deres mening til kende om, hvordan vores kommune skal udvikle sig. Det er vigtige input til planen, som vi tager med som viden til Byrådet, når vi forbereder sagen til endelig behandling i oktober, siger stabschef for Byråd, Personale og Strategi Flemming Bækby Nielsen.
Med den nye digitale kommuneplan er det nu også muligt at indsende høringsforslag digitalt, og alle forslag vil herefter blive fremlagt for byrådet, oplyser stabschefen.
Forslagene er til offentlig høring fra 11. september til 5. november 2024.
Kommuneplanen er tilgængelig på www.mariagerfjord.dk/kommuneplan
Kommuneplanen er byrådets overordnede plan for Mariagerfjord Kommune, som fastlægger retningslinjerne for den fysiske udvikling i de kommende 12 år.