Fælleselevrådet i Rebild er klar til et nyt skoleår
Fælleselevrådet i Rebild Kommune indledte fredag skoleåret 2025-2026 med en opstartsdag, hvor eleverne blev samlet til en række aktiviteter med fokus på demokrati og elevinddragelse.
Programmet omfattede blandt andet et møde med borgmester Jesper Greth i byrådssalen, afprøvning af borgmesterkæden samt et forløb i Demokrati Fitness ved Rebild Ungdomsskole. Her blev der arbejdet med mod og verbal selvtillid, og øvelserne gav eleverne redskaber til at stille op og tale for deres sager.
Valghandlingen til fælleselevrådets poster blev gennemført med rekordstor deltagelse, hvor flere elever end nogensinde før stillede op og holdt valgtaler. Danske Skoleelever stod for organiseringen af valget.
Rebild Kommune er udpeget som ”Elevvenlig Kommune” og indgår i et partnerskab med Danske Skoleelever. Partnerskabet har som mål at styrke elevdemokratiet gennem inddragelse af elever i skolepolitiske emner og ved at styrke fællesskabet på tværs af kommunens folkeskoler. På fælleselevrådets møder deltager en fast elevsupporter fra Danske Skoleelever.


