ForsideVesthimmerlandEUD 8/9 på Hornum Skole: Praktisk læring giver eleverne selvtillid og fællesskab

EUD 8/9 på Hornum Skole: Praktisk læring giver eleverne selvtillid og fællesskab

EUD 8/9 på Hornum Skole: Praktisk læring giver eleverne selvtillid og fællesskab

Orientering om EUD 8/9 på Hornum Skole 2023-2024 er på dagsordenen i Børne- og Familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune når de mødes den 3. september 2024.

Børne- og Undervisningsministeriet udmeldte i 2023 et nyt rammeforsøg med EUD 8/9. Vesthimmerlands Kommune ansøgte og blev bevilliget deltagelse i forsøget i skoleårene 2023-2024, 2024-2025 samt 2025-2026.

Vedhæftede bilag er Børne- og Undervisningsministeriets krav til evaluering af forsøget.

Baggrund
Rammeforsøget med udskolingslinje EUD 8/9 på Hornum Skole har også været udmøntet i skoleårene 2020-21, 2021-22 samt 2022-23.
Denne orientering er med baggrund i interviews med ledere på Hornum Skole, medarbejdere i klassen samt udvalgte elever.

I skoleåret 2023-2024 har der været indskrevet 28 elever i alt. En elev har valgt at søge tilbage til sin hjemklasse, og en anden elev har valgt at forlade klassen. Ved skoleårets afslutning var der indskrevet 26 elever, 12 elever i 8. klasse og 14 elever i 9. klasse. Af de 26 elever i klassen er 4 piger.

I skoleåret 2024-2025 er der den 13. august 2024 indskrevet 25 elever, 10 elever i 8. klasse og 15 elever i 9. klasse. De 25 elever udgør 2 piger og 23 drenge.

Eleverne undervises på Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser i værkstedsfagene: smed, mekaniker, elektriker, tømrer, murer, køkken samt traktor- og maskinværksted mandag og tirsdag.

På Hornum Skole, hvor eleverne undervises i egen klasse onsdag, torsdag og fredag, er der undervisning i dansk, matematik, engelsk samt fysik/kemi.

De 14 elever i 9. klasse i skoleåret 2023-2024 har valgt følgende ungdomsuddannelser efter endt forløb i EUD 8/9:

3 elever på landbrugsskole

4 elever i 10. klasse (EUD)

1 elev på efterskole

4 elever på FGU

1 elev i arbejde, derefter er der aftalt læreplads på motorcykelværksted og dermed EUD

1 elev i særlig 10. klasse i Vesthimmerlands Kommune

De succeshistorier som klassens medarbejdere fortæller er, at eleverne er

  • Mødestabile. Eleverne møder til undervisningen både på erhvervsskolen og på Hornum Skole. De melder afbud, såfremt de er syge. De har et lavt fravær – ca. 5,8 % i gennemsnit for hele skoleåret 2023-2024. Nogle elever har haft 80 % fravær inden de begynder i EUD 8/9
  • Uddannelsesparate. Eleverne skal være uddannelsesparate til den ønskede ungdomsuddannelse efter EUD, både fagligt, men også personligt og socialt. Karaktermæssigt har der i skoleåret 23-24 været 7 ud af 14 elever, der har opfyldt karakterkravet for at komme på en erhvervsuddannelse. 5 elever har blot et område, hvor de ikke opnår 02. To elever er udeblevet fra få eller flere discipliner. Så generelt en succes i elevernes uddannelsesparathed til den ønskede ungdomsuddannelse.
  • Glade og stolte. Ved oplæg for andre kommuner om EUD 8/9 har der været elever fra klassen til at lave oplæg/fortælle om klassen. Her giver de udtryk for, at de er glade for at gå i skole og mestrer de udfordringer, de får i hverdagen. Forældrene giver udtryk for, at de også er meget tilfredse med elevernes skolegang i EUD 8/9. Forældrene møder til skole-hjem-samtaler, og de deltager også i klassens møder og klassens egen dimission.
  • Overskud og interesse Eleverne viser i hverdagen, at de formår at komme i skole, også selvom der er noget, der er svært for dem. På værkstederne på Erhvervsskolen er det ikke alle værksteder, der har elevens største interesse, men de formår alligevel at være en del af denne undervisning også. Hvis en elev gerne vil være smed, og de undervises i murer afdelingen, skal eleverne vise overskud til at være interesserede i dette fagområde.
  • Fællesskab. Eleverne føler, at de er en del af et fællesskab i denne klasse. De har samme interesser i fritiden, og de ønsker sig det samme af fremtiden, nemlig en faglært uddannelse. Eleverne giver selv udtryk for, at de ligner hinanden og har samme interesser (de går også i det samme tøj – arbejdstøj og sikkerhedssko)
  • Ære. Eleverne viser, at de er stolte af at gå i skole i EUD 8/9. De ved, hvad de skal i fremtiden, og de kan se, at der også er et job til dem.
  • Fremtid. Eleverne glædes ved, at de ved, hvad de skal, og de kan se, at det er muligt for dem at blive det, de gerne vil.
  • Dannelse. Eleverne lærer at møde til tiden, og tale ordentligt til de voksne når de kommer ud på en arbejdsplads. Der er nogle regler, når man skal være på en arbejdsplads og tjene sine egne penge. Eleverne er også helt klar over, at man taler pænt til de voksne, når der f.eks. kommer besøg udefra.

I EUD giver eleverne udtryk for, at de bliver mødt med interesse fra de voksne, ”de voksne vil os”. Eleverne giver også udtryk for, at de kan lide at være i klassen.

Eleverne bliver set af de voksne – de er ikke opgivet. Der er nogen, der vil noget med dem.

Der er en meget tæt relation mellem eleverne og medarbejderne i klassen. Eleverne ringer, hvis de er i udfordringer udenfor skoletiden, eller de bruger medarbejderne i klassen til at hjælpe dem med de udfordringer, de kan stå i. Telefonen er altid åben – 24-7.

Underviserne på Erhvervsskolen fortæller, at de tydeligt kan mærke på grundforløbsholdene, at eleverne har gået i EUD 8/9. De ved, hvordan værkstederne fungerer, de ved hvilke regler og forventninger, der er til dem som elever på værkstederne.

Børnesyn i klassen er, at vi tror på, at eleverne gør det godt, hvis de kan, siger personalet i klassen.

Forventet konsekvens
Et af målene i forsøget med EUD 8/9 er at tilbyde normaltbegavede elever undervisning med fokus på indlæring ved blandt andet praktisk læring.

Eleverne har tidligere gået i almenklasser med hele fagpakken. Nogle elever er ordblinde eller har haft faglige udfordringer af anden art. Endvidere er nogle af eleverne også blevet skoletrætte, haft en svær tid i folkeskolen og vil hellere arbejde på et værksted eller være i landbruget.

Eleverne har fået troen på, at de godt kan og vil også gerne vise det. Selvtilliden og selvværdet er tydeligt vokset blandt eleverne. Nogle elever er i EUD 8/9 både i 8. og i 9. klasse. Medarbejderne i klassen fortæller, at de tydeligt kan se, hvordan eleverne vokser med det ansvar, de har i klassen og på Erhvervsskolen.

Eleverne i klassen har tilknytning til arbejdsmarkedet i fritiden. Det betyder, at deres påklædning i klassen også viser dette. Nogle elever fortæller, at når de gik sådan klædt eller havde de interesser for landbruget/værksteder, følte de sig udenfor fællesskabet i deres tidligere klasse. I EUD 8/9 føler eleverne, at de ligner hinanden, de har samme interesser, og dermed er de en naturlig del af fællesskabet i klassen.

De fleste elever har flyttet skole for at gå i denne klasse. Det betyder ikke noget for dem, da de nu har fået nye klassekammerater, og det er dem, de også er sammen med i fritiden.

På værksteder på Erhvervsskolen har eleverne også samme interesser for håndværk og det, de gerne vil lære i timerne.

Eleverne føler, at de har fået venner, og nu er en del af et fællesskab.

Eleverne fortæller, at hvis de ikke havde fået mulighed for at gå i denne klasse, ville de aldrig have fået en eksamen.

Organisering og kommunikation

Forankring

I Vesthimmerlands Kommune har vi i Stærke og inkluderende fællesskaber beskrevet:

På 8.-9. årgang fastholdes det nuværende arbejde, der har understøttet fremgang i de faglige resultater kombineret med Folkeskolelovens muligheder for holddeling, kurser og undervisningsdifferentiering. Der udnyttes de muligheder, der er i EUD 8/9 og praktikordninger efter Folkeskolelovens § 33 stk. 3-6.

Skoleåret 2024-2025 bruges til afprøvning af mindre decentrale pilotprojekter med øget anvendelse af praksisfaglig undervisning/juniormesterlære. Der opsamles løbende i skoleåret 2024-2025 erfaringer, og dette sker med henblik på en ramme og retning fra skoleåret 2025-2026.

Lovgrundlag: Folkeskolelovens § 9 stk. 4 samt Folkeskolelovens § 22 stk. 8 og 9.

Økonomi: Børne- og Undervisningsministeriet tildeler maksimalt 40 kr. pr. elevtime. Hornum Skole tildeles elevtakst pr. elev, samt midler til taxa og buskørsel. Der tildeles endvidere ledelsestid til klassen.

Procesplan: Indslusningssamtaler til klassen, samt evt. praktik i EUD 8/9 inden skolestart afvikles i samarbejdet mellem ledelsen på Hornum Skole og medarbejderne i EUD 8/9. Pædagogerne i klassen deltager også i undervisningen på Erhvervsskolen. Udarbejdelse af ansøgninger samt evaluering foregår i et tæt samarbejde mellem Hornum Skole og forvaltningen.

Sagen afgøres i Børne- og Familieudvalget

Indstilling: Administrationen indstiller at orienteringen tages til efterretning

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler