Etablering af Autocamperplads i Hvalpsund anno 2024
Politisk ønskes der ordnede forhold for de mange autocampere, der frekventerer Hvalpsund havnefront. Forvaltningen modtager mange henvendelser om, hvor man kan autocampere i Hvalpsund. Samtidig modtager forvaltningen henvendelser fra frustrerede borgere, der ønsker en afklaring på, hvor de autocampere må være. Tidligere var der autocamperplads på Marina-grunden, men den er fjernet, efter grunden blev solgt.
I takt med at flere og flere autocampere bruger området, vurderes det af forvaltningen, at man med fordel kan bruge ressourcer på at få ordnede forhold på autocamperne i området igen.
Forvaltningen ønsker derfor, at Teknik- og Miljøudvalget på møde den 30. september 2024 tager beslutning om følgende:
1) Ønskes der en ny autocamperplads drevet af Vesthimmerlands Kommune?
2) Hvis ja, hvor skal den så placeres? Forvaltningen har fire forslag til mulige placeringer. Tre ligger indenfor strandbeskyttelseslinien og kræver dispensation herfra, mens én ligger udenfor. Alle er vist på vedlagte kortbilag.
Baggrund
Samtidig med, at Marinagrunden i Hvalpsund er ryddet for den gamle autocamperplads og Hvalpsund Promenade er blevet en realitet, så er behovet for en autocamperplads blevet meget tydeligt i området.
Autocampere er begyndt (fuldt lovligt) at parkere langs Fjordvej ved promenaden. Dette har forvaltningen dog skiltet imod i begge sider af vejen i tidsrummet 24:00 til 06:00 via et parkeringsforbud. Forbuddet skyldes, at ellers vil området hurtigt blive en autocamperplads og en sådan kræver på denne lokalitet en dispensation fra strandbeskyttelsen.
Forvaltningen har oplistet forslag A, B, C og D. I alt fire forslag til en mulig placering af en mindre autocamperplads til 8-10 autocampere:
Forslag A – Autocamperplads på Grethe Bull´s plads (del af)
- Det vurderes her, at en autocamperplads ikke er forenelige med lokalplanen, og at der ikke kan opnås dispensation hertil, da der jfr. Planlovens §19 ikke kan dispenseres fra anvendelsesbestemmelserne.
- Kræver dispensation fra strandbeskyttelseslinien
- Kræver betalingsstandere 200tkr.
- Bundforhold er fine til formålet
- Pladsen vurderes til at have fin udsigt for autocampere
Forslag B – Autocamperplads i forlængelse af eksisterende mastehus og i første række ud mod fjorden
- Det vurderes, at autocamperplads her ikke er forenelige med lokalplanen, og at der ikke kan opnås dispensation hertil, da der jfr. Planlovens §19 ikke kan dispenseres fra anvendelsesbestemmelserne.
- Kræver dispensation fra strandbeskyttelseslinien
- Kræver betalingsstandere. 200tkr.
- Placeringen her kan skabe udkiks gener for beboerne på Illerisørevej, som ønsker udsyn til fjorden henover en tom opliggerplads om sommeren.
- Der er ikke beskyttet natur eller dyreliv på lokaliteten. Natur har været ude og besigtige og anbefaler at bevare den grønne oase på området og denne vil i givet fald blive indarbejdet i en evt. opliggerplads på lokaliteterne
- Bundforhold opgraderes, 50.000 kr.
- Pladsen vurderes til at have særlig fin udsigt for autocampere
Forslag C – Autocamperplads på eksisterende opliggerplads
- Der vil muligvis kunne dispenseres fra planlovens §7.10, der fastlægger den konkrete placering indenfor lokalplanens delområde. Dette vil dog kun kunne ske på baggrund af en skriftlig afgørelse fra kystdirektoratet, grundet lokaliteten ligger indenfor strandbeskyttelseslinien
- Kræver ingen betalingsstandere, da de er tilstede til vinteropbevaringen.
- Ingen udgifter til bundsikring eller belægning.
- Placeringen her kan skabe udkiks gener for beboerne på Illerisørevej, som ønsker udsyn til fjorden henover en tom opliggerplads om sommeren.
- Der er ikke beskyttet natur på området
- Pladsen vurderes til at have fin udsigt for autocampere
Forslag D – Autocamperplads på eksisterende opliggerplads
- Lokalplan muliggør placeringen
- Kræver ingen betalingsstandere, da de er tilstede til vinteropbevaringen.
- Ingen udgifter til bundsikring eller belægning.
- Der er ikke beskyttet natur på området
- Pladsen vurderes til at have under gennemsnittet udsigt for autocamperne.
Forventet konsekvens
Med en godkendt autocamperplads ved vandkanten i Hvalpsund vil følgende være en realitet:
- ordnede forhold for hvor autocampere må campere. I dag er det ikke lovligt noget sted på havnen i Hvalpsund
- indtægter på estimerede 100.000 kr. ved en mindre autocamperplads på 8-10 stk.
- minimalt gene af autocamperplads ved valg af den rigtige placering.
Lovgrundlag: Tre ud af fire forslag kræver dispensation fra strandbeskyttelseslinien.
Økonomi: Uanset valg af placering, vil ny autocamperplads koste etableringsudgifter.
Der vil kunne forventes en indtægt på estimeret 100.000 kr. årligt ved salg af pladsbilletter.
Procesplan: Pladsen forventes, at vil kunne stå klar til sæson 2026, forudsat de nødvendige myndighedsgodkendelser, samt at der afsættes budget til opgaven til 2026.
Sagen afgøres i Teknik- og Miljøudvalget.
Indstilling: Administrationen indstiller
- at der skal arbejdes henimod en ny autocamperplads ved lokalitet X
- at denne skal drives af Vesthimmerlands Kommune.
Bilag
vejledningsnotat_om_autocampere
Autocampe BCD
Autocampe A
Henvendelser fra Hvalpsund Familiecamping