ForsideMariagerfjordEt stærkt lokalsamfund med balance og udvikling – Lone Sondrup vil arbejde...

Et stærkt lokalsamfund med balance og udvikling – Lone Sondrup vil arbejde for hele Mariagerfjord

Et stærkt lokalsamfund med balance og udvikling – Lone Sondrup vil arbejde for hele Mariagerfjord

I denne artikel kan du møde Lone Sondrup, der stiller op for Venstre til kommunalvalget i Mariagerfjord Kommune den 18. november 2025.

Hvem er du – helt kort?
Jeg hedder Lone Sondrup, er 64 år og bor sammen med min mand, Jens Verner Pedersen, ved Glenstrup Sø. Vi har været gift i 39 år og har tre voksne børn: Line, der er fysioterapeut, Christian, som er bygningskonstruktør, og Johan, der er selvstændig murer. Familien er vokset med fem dejlige børnebørn, som fylder meget i min fritid – sammen med kreative projekter og lidt motion.

I mange år drev vi en gård med malkekvæg i Tobberup nord for Hobro. Gården blev solgt for et par år siden, og i dag nyder vi livet ved Glenstrup Sø.

Hvornår begyndte du at interessere dig for politik – og hvorfor?
Jeg er vokset op i et hjem, hvor holdninger og ansvar fyldte meget, og derfor har interessen altid været til stede. Mit første politiske arbejde begyndte i skolebestyrelsen på Rosendalskolen, og senere fulgte mange år som formand for Landboforeningen i Hobro samt bestyrelsesarbejde i Dansk Landbrug på Axelborg.

Jeg har været otte år i Mariagerfjord Byråd og otte år i Regionsrådet – heraf de seneste som næstformand og medlem af bestyrelsen i Danske Regioner. De seneste snart fire år har jeg igen haft sæde i byrådet i Mariagerfjord Kommune for Venstre.

Hvordan mener du, at Mariagerfjord Kommune kan blive et endnu bedre sted at bo?
Det er helt afgørende med en sund og stabil økonomi, hvis vi skal skabe udvikling og sikre fremtidige investeringer. Jeg vil arbejde for at tiltrække nye virksomheder og samtidig sikre gode vilkår for de eksisterende – det giver både vækst og nye arbejdspladser.

Vi skal desuden have flere uddannelsesmuligheder i kommunen, en velfungerende infrastruktur og gode rammer for de unge. Men det handler også om hele livet: Et godt og sammenhængende familieliv, en aktiv og værdig ældrepolitik, hvor borgerne inddrages mest muligt, og et stærkt samarbejde med de frivillige organisationer, så vi sammen kan løfte opgaverne.

Jeg synes, vi skal sigte efter at blive Danmarks sundeste kommune – både fysisk og mentalt. Vi har en meget smuk natur, som kan benyttes endnu bedre til både fysisk udfoldelse og mental afslapning, og hvor alle aldre kan være med. Vi skal samtidig skabe attraktive byrum, hvor man har lyst til at opholde sig – til gavn for fællesskabet på tværs af generationer.

Jeg tror på, at alle mennesker har brug for fællesskaber, og naturen omkring Mariagerfjord kan levere netop det – hvis vi vil bruge den mere aktivt.

Vil du gerne have indflydelse på, hvem der skal repræsentere dig i byrådet?
Så husk at stemme den 18. november – og sæt gerne dit kryds personligt på din foretrukne kandidat fra Venstre.

Efter mange år som landmand i Tobberup bor Lone Sondrup i dag ved Glenstrup Sø sammen med sin mand. Foto: Himmerlandsposten.dk
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler