ForsideHimmerlandEr du en god rollemodel i trafikken?

Er du en god rollemodel i trafikken?

Er du en god rollemodel i trafikken?

Teenagere er særligt udsatte i trafikken. Som forælder spiller du stadig en vigtig rolle, også selvom det måske ikke altid føles sådan. Din egen adfærd har nemlig betydning for dit barns trafiksikkerhed. Derfor kommer Rådet for Sikker Trafik med en opfordring til forældre i kampagnefilm.

Risikoen for at blive dræbt eller komme alvorligt til skade stiger markant, jo ældre teenagerne bliver. Derfor er Rådet for Sikker Trafik på banen med en ny kampagnefilm, men den retter sig ikke mod teenagerne direkte, men henvender sig derimod til forældrene.

For selvom det kan virke som om, der ikke altid er kontakt til en teenagers hjerne, lytter de fleste stadig til deres forældre. Over halvdelen af de cyklende teenagere i alderen 13 til 16 år svarer nemlig, at krav fra forældrene får dem til at tænke over at overholde reglerne i trafikken. Det viser en undersøgelse udført af Wilke for Rådet for Sikker Trafik fra 2022.

Men hvad forældrene selv gør i trafikken, har også betydning for teenagerne. 41 procent af de 13-16-årige cyklister svarer nemlig, at forældrenes handlinger i trafikken får dem til at tænke over at overholde reglerne. Derfor er det afgørende, at forældrene selv overholder de trafikregler, som de stiller op for de unge.

Derfor kommer Rådet for Sikker Trafik med en klar opfordring til forældrene: husk, at du også selv skal lade mobilen ligge, tage hjelmen på og køre efter reglerne, hvis du gerne vil have din teenager til at gøre det samme.

– Det er vigtigt, at din teenager kan se, at du som forælder har den samme trafiksikre adfærd, som du forventer, at dit barn har. Som forældre giver vi både vores gode og dårlige vaner videre til vores børn, og derfor er opfordringen helt klart selv at sætte det gode eksempel, siger Sally Elvekjær Urquizu fra Rådet for Sikker Trafik.

Trafik konkurrerer med fester og sociale medier
Mange forældre vil utvivlsomt kunne nikke genkendende til bekymringer om fx alkohol, trivsel og sociale medier, som er vigtige emner at tale med teenagerne om. Samtaler om trafiksikkerhed kan derfor ryge langt ned på listen, men problemet er, at trafikulykker ligger i top, når man ser på unges risiko for at blive dræbt eller komme alvorligt til skade.

Udfordringen med teenagerne er, at deres adfærd bliver mere og mere risikofyldt, jo ældre de bliver. Fx svarer 36 procent af de 13-årige cyklister, at de en eller flere gange indenfor de sidste to måneder har skrevet eller søgt på mobilen, mens de cyklede i trafikken. Det tal stiger til 60 procent for de 16-årige.

I samme undersøgelse svarer 49 % af de 13-årige cyklister, at de inden for det seneste år har lavet aftaler eller talt med deres forældre om ikke at bruge mobilen under cykling. For de 16-årige er tallet 35 %.

– Forældre kan undervurdere deres indflydelse og rolle i forhold til deres teenagebørn, men det bør man ikke gøre. Det er derimod vigtigt, at man som forælder fastholder sin rolle som den, der ved bedst og holder fast i aftalerne om, hvordan man færdes i trafikken, siger Sally Elvekjær Urquizu fra Rådet for Sikker Trafik.

Se kampagnefilmen her

Fakta
I en undersøgelse foretaget af Wilke for Rådet for Sikker Trafik i 2022 er 831 børn og unge i alderen 13 til 16 år, der cykler mindst en gang om måneden, blevet spurgt ind til deres vaner i trafikken. De blev blandt andet spurgt om følgende:

Har du indenfor de seneste 2 måneder gjort følgende, mens du cyklede (dvs. ikke holdt stille): Skrevet eller søgt på din mobil (skrevet beskeder, fundet musik, adresser m.v.)?

Andel som svarede “Ja, en eller flere gange.”

– 13-årige: 36 procent

– 14-årige: 42 procent

– 15-årige: 59 procent

– 16-årige: 60 procent

Har du, inden for det seneste år, talt med din far/mor, eller har I lavet aftaler om, at du skal lade være med at bruge håndholdt mobiltelefon, når du cykler?

Andel som svarede “Ja, har talt om / lavet aftaler om…”

– 13-årige: 49 procent

– 14-årige: 44 procent

– 15-årige: 44 procent

– 16-årige: 35 procent

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler