Energistyrelsen hæver beredskabsniveauet til GUL for olie- og fjernvarmesektorerne
Energistyrelsen beder olie- og fjernvarmesektorerne om at skærpe opmærksomheden på sikkerheden ved deres anlæg og hæver beredskabsniveauet til GUL. Det er samme niveau som i de øvrige dele af energisektoren. Skærpelsen sker på baggrund af det generelle trusselsniveau for cyberangreb samt et øget fokus på risikoen for fysisk sabotage, oplyses det i en pressemeddelelse.
Virksomhederne i olie- og fjernvarmesektorerne skal øge sikkerheden omkring deres anlæg. Det meddeler Energistyrelsen, som nu hæver beredskabsniveauet til GUL – også betegnet som middel trussel.
”Danmarks høje forsyningssikkerhed er dyrebar, og afbrydelser er kostbare for virksomhederne og til stor gene for os alle. Vi ved, at energisektoren er mål for ondsindede angreb, og derfor skal vi først og fremmest beskytte os mod de aktuelle trusler. Men vi skal også have planer klar for at genoprette forsyningen hurtigst muligt, hvis vi alligevel bliver ramt. Det gælder hele energisektoren,” siger Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen.
Når sektorberedskabsniveauet nu bliver hævet, skal virksomhederne skærpe opmærksomheden på sikkerheden. Det indebærer blandt andet, at kravene til adgangskontrol, overvågning og alarmberedskab opjusteres. Kravene varierer fra anlæg til anlæg, alt efter hvor kritiske de er for forsyningssikkerheden.
Samme niveau som resten af energisektoren
Et hævet sektorberedskabsniveau er ikke et udtryk for, at Energistyrelsen er bekymret for forsyningssituationen, som fortsat vurderes at være stabil på tværs af alle energikilder.
Det hævede beredskabsniveau sker på baggrund af en vurdering fra Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste om et øget trusselsbillede. Der er dog ikke indikationer på specifik planlægning af angreb eller anden skadelig aktivitet.
Energistyrelsen bad den 12. juni 2024 det statslige transmissionsselskab Energinet om at hæve sektorberedskabsniveauet for el- og gassektorerne til GUL. Det skete på baggrund af en vurdering fra sikkerhedsmyndighederne. Nu skal samme beredskabsniveau altså også gælde for øvrige sektorer, der er omfattet af den nye beredskabslovgivning.Sektorberedskabsniveauet for energisektoren
-Lov om styrket beredskab i energisektoren trådte i kraft den 7. marts 2025. Med den nye lov er flere dele af energisektoren omfattet af beredskabsregulering.
-Loven gælder for selskaber i el-, gas-, olie-, fjernvarme-, fjernkølings- og brintsektoren.
-Energistyrelsen er i tæt dialog med sikkerhedsmyndighederne om potentielle trusler for at sikre, at beredskabsniveauet afspejler det aktuelle trusselsbillede.
-Der er i dag et højt og markant trusselsniveau mod energisektoren – især i forhold til cyberangreb og spionage.
Sektorberedskabsniveauet består af fem eskalationstrin: HVID, GRØN, GUL, ORANGE og RØD
-HVID: Normalsituation
-GRØN: Lav trussel
-GUL: Middel trussel
-ORANGE: Høj trussel
-RØD: Meget høj trussel