En velbesøgt byfestgudstjeneste sluttede med pølser og drikkevarer i høj solskin
Punktum for Løgstør Byfest og købsstadsjubilæum blev en udendørs gudstjeneste i anlægget. Sognepræst Kjeld Bjørn Nielsen holdt prædiken og forestod de kirkelige handlinger. En prædiken, der ramte præcis i den usikkerhed, mange føler i dagligdagen.
Han nævnte her de mange krige, der er i gang rundt omkring. De mange ting der er svære at forholde sig til, da man ikke ved, hvad der er sandhed eller politisk spil. Han understregede vigtigheden af, at man fokuserer på lyset og ikke mørket.
En tro på Jesus Kristus og tro på at han vil os alle det bedste. En kristen tro er et vigtigt element at tage udgangspunkt i. Det kan medvirke til, at vi finder ro og får overskud til at leve med de mange usikkerheder, der er omkring os, sagde sognepræst Kjeld Bjørn Nielsen.
Byfestgudstjenesten samlede omkring 60 personer, som havde en god oplevelse ved en god prædiken og et flot solskinsvejr.
Efter gudstjenesten var Løgstør Kirke vært for pølser og drikkevarer.












