En tidløs forestilling med oplæsning og musik
Oplev et møde mellem to vidunderlige værker og to kunstarter, når forfatter Solvej Balle læser op fra sin roman “Om udregning af rumfang” akkompagneret af J.S. Bachs ikoniske Goldbergvariationer. Forestillingen kan opleves søndag d. 28. september kl. 15 i salen på Mariagefjord Gymnasium og er arrangeret i samarbejde mellem Mariagerfjord Bibliotekerne og Hobro Musikforening.
Solvej Balles fascinerende fortælling om tid, der er gået i stykker, handler om Tara og Thomas der bliver fanget af en dag der bliver ved med at gentage sig selv. Tara oplever den 18. november igen og igen, mens Thomas intet genkender og oplever dagen, præcis som man kan forvente, spritny og ukendt. Denne tidløse fortælling væves elegant sammen med Bachs ligeså tidløse komposition, Goldbergvariationer, fremført i en ny, kvartetudgave af Jutlandia Saxofonkvartet.
Om Kunstnerne
Solvej Balle er født i 1962 og debuterede i 1986 med romanen Lyrefugl. I 2020 udgav hun første bind af romanserien Om udregning af rumfang. Hun har i skrivende stund udgivet de første fem dele (ud af syv) i serien, som indbragte hende Nordisk Råds Litteraturpris i 2022. Solvej Balle er cand. mag. i filosofi og har gået på Forfatterskolen 1987-89.
Jutlandia Saxofonkvartet har turneret i Europa, Asien og Sydamerika og præsenterer et meget bredt og varieret repertoire, der strækker sig fra saxofonkvartettens originalrepertoire over helt nye værker, ofte skrevet til kvartetten. Jutlandia Saxofonkvartet består af Henriette Jensen, Claus Olesen, Kasper Pihl og Florián Navarro.
Billetterne til denne tidløse eftermiddag koster 130 kr. og kan købes på mfbib.dk






