En solstrålehistorie fra det virkelige liv
I dette indlæg fortæller Søren Engelhard Eriksen fra Skelund, om en personlig oplevelse, der viser både presset og den imponerende indsats, vores sundhedspersonale yder hver eneste dag.
Forleden aften kl. 21.00 ringede Marion og sagde, at jeg var nødt til at komme i butikken med det samme. Da jeg ankom, lå hun på gulvet med stærke smerter i maven. Jeg ringede til vagtlægen – du er nummer 20 i køen. Tja, det var jo ikke livstruende, men alligevel. En god halv times ventetid senere kom vi igennem og fik en tid hos lægevagten på Hobro Sygehus kl. 22.30.
Der var kun tre minutters ventetid, og ti minutter senere sad vi i bilen på vej mod Aalborg Sygehus. Da vi ankom en time senere, stod akutmodtagelsen klar.
Marion fik hurtigt en seng, og jeg tænkte: “Det her kommer til at gå hurtigt”, for gangene var næsten tomme. Men… der var kaos. Det sundhedsfaglige personale løb rundt og kæmpede en brav kamp for at følge med. En time senere fik vi endelig en stue. Det skal nævnes, at den sundhedsfaglige medarbejder, der flyttede sengen, vist aldrig havde gjort det før – men der var ganske enkelt ikke andre til at hjælpe, for alle var travlt optagede.
Marion blev undersøgt, men den formodede brok var muligvis hoppet på plads igen, og personalet var i tvivl – måske var det bare lidt pyller? Men en lille time senere blev hun undersøgt igen, og så var der ikke længere tvivl. En mellemleder skulle tilkaldes – men han/hun var i gang med at assistere ved en operation, grundet personalemangel. Kl. 2 i nat lykkedes det at få bestilt en scanning, men vi måtte forvente 2-3 timers ventetid.
Jeg kørte hjem og var i seng kl. 03.00. Stod op igen kl. 6.30 og kørte ud til Marion. Hun var blevet scannet, og vi ventede på en plan. Kl. 10.30 kom meldingen: Hun skulle opereres – i Hjørring – enten i dag eller i morgen. Hun skulle transporteres liggende på grund af drop, kateter og morfin.
To timer senere dukkede to transportfolk op og kørte hende til Hjørring. Jeg fulgte efter i egen bil. En time senere ankom vi. Marion blev hurtigt indlagt og fik besked om, at hun skulle opereres med det samme. Kort efter kom narkoselægen og portøren. Kl. 13.30 blev hun hentet til operation. Kl. 17.30 var hun tilbage på stuen. Operationen var vellykket – det var brok.
Kl. 21.00 – præcis et døgn efter opkaldet – var vi hjemme igen.
Det er imponerende, hvordan vi er blevet behandlet hele vejen. Søde, tålmodige, travle, veltalende og dygtige mennesker overalt. Den mest gentagne sætning var:
“Du må undskylde, jeg har kolde hænder.”
Ja, det er da klart – de render rundt og spritter hænder konstant, og det eneste, de når at gøre for sig selv, er at trække vejret.
En kæmpestor TAK til alle dem, vi har mødt på vores vej rundt på tre sygehuse. Jeg ved godt, de nok aldrig ser dette opslag, men jeg kan med sikkerhed sige, at de alle har fået et verbalt tak undervejs.
Husk at rose vores sundhedspersonale for alt det gode, de gør – hver eneste dag – og ikke kun kritisere, når noget går galt.
P.S. Skal vi ikke bare betale 1-2 % mere i skat, så de kan få nogle FLERE VARME HÆNDER?
