Af Emma Houe Mølgaard, folketingskandidat for Dansk Folkeparti og byrådsmedlem i Mariagerfjord Kommune
Er det virkelig et tabu at ville arbejde mindre?
Skal vi fortsætte med at opfatte fuldtidsarbejde som den eneste acceptable norm – eller tør vi tale åbent om, at nogle har brug for mindre?
Jeg oplever i stigende grad, at mennesker omkring mig føler sig pressede af hverdagens tempo. Børn afleveres i daginstitution klokken 06.30, forældrene haster videre på arbejde, og først klokken 16-17 er familien samlet igen – udmattede og med pligter, der stadig venter. Maden skal laves, opvasken tages, huset skal rengøres og børnene skal i seng.
Det er en hverdag, vi kalder “helt almindelig” – men den slider på os. Og det slider ikke mindst på relationerne og trivslen.
Når stress bliver normalen
Danmark er et af de lande i Europa med den højeste andel af stressrelaterede sygemeldinger. Hver dag er omkring 45.000 danskere sygemeldt på grund af psykisk dårligt arbejdsmiljø, og 60–70 % af disse er kvinder. Langvarige stresssygemeldinger er ikke kun personligt ødelæggende – de er også en enorm udgift for samfundet.
En enkelt sygemelding med stress kan koste det danske samfund op mod 500.000 kr. om året. Det dækker blandt andet sygedagpenge, tabt produktion, behandling, øget pres på sundhedsvæsen og mistet arbejdskraft.
Og her stiller jeg så det logiske spørgsmål:
Hvorfor insisterer vi på at presse mennesker ud i netop det system, der gør dem syge – når vi kunne forebygge med langt mindre omkostninger?
Det billigste samfundet kan gøre: give folk mere tid
Forestil dig i stedet, at en person – frivilligt – går ned i arbejdstid til f.eks. 27 timer om ugen i en periode af deres liv. Vedkommende undgår måske at blive syg, bevarer sin arbejdsevne og tilknytning til arbejdsmarkedet og fungerer bedre både hjemme og på jobbet.
Det koster samfundet ca. 189.000 kr i tabt bruttonationalprodukt om året – og det er uden omkostninger til sygedagpenge eller behandling. Regnestykket giver sig selv:
Vi kan spare 200.000–300.000 kr per person per år, hvis arbejdstidsreduktion forhindrer én stresssygemelding.
Fleksibilitet skal være en ret – ikke en luksus
Der er ikke tale om en tvungen model. Jeg kæmper for en frivillig ret til arbejdstidsreduktion, hvor den enkelte kan søge om nedsat tid – uden at miste retten til basale ydelser, uden at blive mødt med fordomme og uden at risikere at stå uden for arbejdsmarkedet.
Der skal være fleksibilitet i begge retninger. Vi skal sikre, at det er muligt – og acceptabelt – at arbejde mindre i perioder, uanset om det handler om små børn, et sårbart sind, en presset ægtefælle, egne helbredsproblemer eller ønsket om at bevare sin energi og livsglæde.
Det her handler ikke om dovenskab. Det handler om at passe på mennesker – før de går i stykker.
Trivsel er en investering – ikke en omkostning
Vi har i Danmark gjort os vant til at tænke i én arbejdslinje: Heltid, tempo, effektivitet. Men vi glemmer, at trivsel, tryghed og balance er forudsætningen for, at mennesker kan yde deres bedste – ikke det modsatte.
Vi har prøvet stresskurser, mindfulness-apps og kampagner for robusthed. Måske er det på tide, vi i stedet giver folk den tid, de har brug for. Måske handler det ikke om, at vi skal blive bedre til at klare presset – men at vi skal blive bedre til ikke at presse mennesker så hårdt.
For et samfund i balance
Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg vil kæmpe for det, jeg mener er sund fornuft:
At det skal være i orden at vælge mindre arbejdstid – uden at blive stemplet eller straffet.
Vi skal turde opbygge en ny arbejdskultur, hvor trivsel og fleksibilitet ikke er særordninger, men noget, vi naturligt tilrettelægger hverdagen efter.
For familier. For medarbejdere. For vores fælles fremtid.
