AF Emilie Aalestrup og Nicolai Niemann – Det Konservative Folkeparti Rebild.
Rebild Kommune på vej mod en sundhedskrise?
En ny fremskrivning fra Forebyggelsesalliancen viser, at Rebild Kommune står over for en markant sundhedsudfordring i de kommende år. Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, vil hele 34 procent af kommunens borgere være svært overvægtige i 2035 – en stigning fra 22 procent i 2021.
Tallene placerer Rebild blandt de nordjyske kommuner med den største forventede vækst i svær overvægt. Det er en udvikling, som kalder på handling – og for os ligger en stor del af løsningen i foreningslivet, idrætshallerne og de lokale fællesskaber. Når en kommune som Rebild nærmer sig, at hver tredje borger bliver svært overvægtig, er det et tydeligt signal om, at vi skal skrue op for forebyggelsen. Det handler ikke kun om motion, men også om fællesskab og mental sundhed.
De lokale idrætsforeninger spiller en nøglerolle i at skabe sunde vaner tidligt i livet. Det er netop i hallerne og på f.eks. padel- og fodboldbanerne, at børn og unge møder fysisk aktivitet som en naturlig del af hverdagen. I Rebild er idrætshallerne i vores byer allerede samlingspunkter for tusindvis af borgere hver uge. Men flere foreningerne melder om udfordringer med at fastholde medlemmer og især frivillige, om behovet for bedre faciliteter og bredere aktiviteter, der kan tiltrække nye målgrupper især i hallerne.
Vi kan se, at der er kamp om folks tid. Men vi ser også, hvor stor forskel det gør, når folk bliver en del af et aktivt fællesskab. Foreningslivet er ikke bare motion. Det er sammenhold, trivsel og sundhed på én gang.
Forebyggelse skal tænkes bredt. Idrætshaller og foreningsliv er en del af løsningen, men det kræver politisk vilje at prioritere det. Ny tilskudsmodel for hallerne er allerede undervejs, den skal være med til sikre et sikkert fundament i vores haller rundt i hele kommunen, men for få ekstra midler til vores haller og foreninger tror vi på, at vi kan få så meget igen via bedre fysisk og mental sundhed. Det vil gavne vores børns hverdag og skolegang, det vil gavne vores ældres dagligdag og fysiske mobilitet og alle os imellem vil også mærke mere overskud i hele familien. Så forebyggelse vil i fremtiden spare os for yderligere udgifter og ja måske endda spare os for nogle udgifter, det er da rettidig omhu, sund fornuft og et skridt mod en kommune i balance.


