ForsideMariagerfjordEftersøgning: Kan vi finde spor efter vikinger ved Bramslev Bakker?

Eftersøgning: Kan vi finde spor efter vikinger ved Bramslev Bakker?

Eftersøgning: Kan vi finde spor efter vikinger ved Bramslev Bakker?

Nordjysk Detektorforening, Hotel Bramslevgaard og Nordjyske Museer gør forsøget, når de sammen står for en større metaldetektorafsøgning for foden af Bramslev Bakker, hvor Valsgård Bæk løber ud i Mariager Fjord.

Det sker lørdag 2. november 2024 kl. 10.00-14.00, og alle er velkomne til at kigge forbi og følge med i søgningen på sidelinjen som publikum. Selve afsøgningen er forbeholdt medlemmer af Nordjysk Detektorforening.

Afsøgningen med metaldetektor skyldes et ønske om at undersøge de mange kulturhistoriske spor i området ved Valsgård Bæk. Det hele begyndte i 2022, hvor en lokal detektorbruger fandt en række sølvmønter på en mark ved Bramslev. Undersøgelser på stedet har leveret yderligere en mængde sølvgenstande og afsløret, at hovedparten af sølvet stammer fra to skatte, som har været nedlagt i eller lige ved bygninger i slutningen af 980´erne – dvs. i slutningen af vikingetiden.

Samlet set er der i de to skatte omkring 200 gram sølv, og de består både af mønter og brudsølv. Blandt mønterne ses en del slået under Harald Blåtand, men også en mængde tyske og enkelte andre udenlandske mønter. Desuden omfatter fundene fra området også dele af en meget stor dragtnål af sølv, der i hel tilstand har vejet 400-500 gram.

Skattefundene er utrolig spændende – ikke mindst set i lystet af, at de er gjort kun godt otte kilometer fra ringborgen Fyrkat, der netop stammer fra Harald Blåtands regeringstid.

På fundstedet for skattene er der også fundet spor efter en samtidig bebyggelse. Beboerne har haft behov for adgang til Mariager Fjord, så sejlads til blandt andet Fyrkat var mulig. Her falder blikket på den flade kystnære dalbund, hvor Valsgård Bæk løber ud i fjorden. Kan vi her forvente fund fra vikingetiden, som kan fortælle os mere om brugen af området?

Samtidig er det blevet klart, at området rummer flere andre historiske spor. I dag ser man tydeligst vadestedet Kongsvad, som indgår i Mariagerfjord Kommunes vandrerute Panoramaruten. Netop her kan der være spor efter en dæmning til en vandmølle fra middelalderen, som i 1541 beskrives som øde, altså som nedlagt. Området rummer også et netværk af gamle vejspor. Et af vejsporene ender ved fjorden i et anløbssted for skibe, bygget af store sten – hvor gammelt er det mon?

Der er altså masser af gode grunde til at slå en tur forbi udløbet af Valsgård Bæk denne lørdag. Adgang sker via Hotel Bramslevgaard, hvorfra der er mulighed for parkering. Arrangørerne fortæller på stedet om de mange kulturhistoriske spor i landskabet.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler