Af Edin Hajder Medlem af Mariagerfjord Byråd
Formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse
Formand for FGU Himmerland
Integration, inklusion og medborgerskab – tre nøglebegreber i et stærkt samfund
Mariagerfjord Kommune står over for en vigtig opgave. Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse har netop sendt et udkast til en ny integrationspolitik til yderligere kvalificering.
Den nuværende integrationspolitik blev formuleret i 2007 og har siden kun gennemgået mindre justeringer. Meget har forandret sig siden dengang. Vores samfund, vores demografi og vores fælles forståelse af integration har udviklet sig markant. Derfor skal politikken ikke blot opdateres – den skal nytænkes og forankres i nutidens virkelighed og morgendagens behov.
Gensidighed som ny tilgang
Det glæder mig derfor, at udkastet til den nye politik tør gå nye veje. Integrationsrådet i Mariagerfjord har haft mod til at foreslå gensidighed som den bærende tilgang til integrationsarbejdet. Det er et stærkt signal. Det er en fælles opgave, hvor alle parter – borgere, civilsamfund, erhvervsliv og myndigheder – har et ansvar for at skabe rammer, hvor forskellighed bliver en styrke. Gældende i min optik for alle borgere.
Det er også opløftende at se, at politikken sætter “fokus på det hele liv”. Integration stopper ikke ved første arbejdsdag eller danskkursus. Den begynder længe før og fortsætter gennem hele livet – i skolen, på arbejdspladsen, i foreningerne og i mødet med naboen. Derfor skal politikken favne både børn, unge, voksne og ældre – og tage udgangspunkt i hele mennesket, ikke kun i dets integrationsstatus.
Fra papir til praksis
Men politik forpligter. En politik er ikke kun et papirprodukt – den skal kunne mærkes i dagligdagen. Den skal bruges som ramme, retning og redskab. Den skal give os noget at styre efter, og den skal kunne omsættes til konkrete handlinger, som skaber forandring.
Derfor er det afgørende, at alle relevante aktører inddrages i processen. Integration lykkes ikke bag skriveborde – den sker i virkeligheden, i relationer og i møder mellem mennesker.
Vi har muligheden for at skabe en integrationspolitik, der ikke blot administrerer forskellighed, men fremmer fællesskab. Vi kan skabe et samfund, hvor alle – uanset baggrund – får mulighed for at deltage aktivt i de fællesskaber, der binder os sammen. Et samfund, hvor vi ikke kun taler om rettigheder, men også om ansvar. Hvor alle føler sig velkomne, anerkendte og som en naturlig del af det demokratiske fællesskab.
Kort sagt: Et inkluderende samfund, der styrker integrationen og skaber grobund for ægte medborgerskab.
Lad os gribe muligheden.


