ForsideMariagerfjordEdin Hajder: Et mere inkluderende arbejdsmarked kræver mod til at se potentiale...

Edin Hajder: Et mere inkluderende arbejdsmarked kræver mod til at se potentiale – ikke kun CV

AF Edin Hajder Medlem af Mariagerfjord Byråd
Formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse
Formand for FGU Himmerland

Kandidat for Socialdemokratiet til Byrådet i Mariagerfjord Kommune KV25.

Et mere inkluderende arbejdsmarked kræver mod til at se potentiale – ikke kun CV

Et arbejdsmarked, hvor alle får en reel chance for at bidrage, er ikke bare et ideal – det er en nødvendighed, hvis vi vil skabe en kommune og et samfund, der hænger sammen. Vi taler ofte om mangel på arbejdskraft, men vi glemmer for ofte dem, der står klar til at bidrage, men som ikke får chancen. 

Alt for mange mennesker bliver stadig vurderet ud fra, hvad de mangler, i stedet for hvad de kan. Et skævt CV, en periode uden job, en anderledes baggrund eller et handicap kan hurtigt blive det, der lukker døren. Men jeg mener, vi skal vende perspektivet:
Tænk i potentiale – ikke kun i CV.
Tænk i muligheder – ikke kun i stillinger.

Jeg ønsker et arbejdsmarked, hvor vi tror på, at alle kan noget, og hvor ingen lukkes ude på grund af alt det ovenstående ej heller alder, baggrund eller et anderledes karriereforløb.

For bag hvert menneske gemmer der sig evner, erfaringer og ressourcer, som kan bruges – hvis vi tør se dem. Et mere inkluderende arbejdsmarked kræver, at vi som kommune, erhvervsliv og samfund tør gøre tingene anderledes. Det handler om at skabe plads og om at investere i mennesker frem for at afskrive dem.

Jeg har selv set, hvad det betyder, når nogen bliver givet en reel chance. Det skaber ikke bare job, det skaber livsmod, selvværd og fællesskab. Og i sidste ende er det netop dét, der gør vores kommune stærkere.

Et arbejdsmarked, hvor flere får mulighed for at bidrage, er ikke et socialt projekt , det er sund fornuft og god udviklingspolitik. For fællesskabet bliver stærkere, når alle har mulighed for at være en del af det.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler