Dyrelæge advarer: Overset sygdom skaber problemer hos 8 ud af 10 hunde
Tandsygdomme er en af de mest oversete lidelser hos hunde, selv om det kan have alvorlige konsekvenser for hundens sundhed. Derfor er det ifølge veterinærkoncernen AniCura vigtigt at vide, hvilke symptomer man skal holde øje med, samt hvordan man bedst kan forebygge tandsygdomme.
Mange hundeejere er opmærksomme på foder, motion og pelspleje, men glemmer en afgørende del af hundens sundhed – nemlig tænderne. Faktisk lider otte ud af ti voksne hunde af tandsygdomme, hvor mange af disse tilfælde aldrig bliver opdaget af ejeren. Og ifølge veterinærkoncernen AniCura kan det medføre alvorlige konsekvenser:
– Tandsygdomme hos hunde kan være ekstremt smertefulde og kan medføre infektioner, der kan irritere tandkødet og vævet omkring tænderne. I de tilfælde hvor der ikke bliver handlet i tide, kan der opstå fremskreden paradentose, hvilket ses ved blottede tandhalse og problemer med løse tænder, som på sigt vil løsne sig og falde ud, forklarer chefdyrlæge hos AniCura Danmark, Hanne Friis.
For kæledyrsejere kan det være svært at opdage, hvis hunden har ondt i munden. Men der er visse tegn, som man med fordel kan holde øje med, lyder opfordringen fra Hanne Friis:
– Selv om det kan være svært at opdage tandsygdomme hos hunde, kan det ofte komme til udtryk ved dårlig ånde, eller hvis hunden savler mere end normalt. Derudover kan tandkødet være rødt og betændt, og hunden kan virke uinteresseret i at spise eller tygge på legetøj, da det kan føles smertefuldt.
Forebyg tandproblemer
Til trods for at tandsygdomme er en af de mest udbredte lidelser blandt hunde, viser en undersøgelse foretaget af Agria Dyreforsikring, at 38 procent af kæledyrsejerne aldrig børster deres hunds tænder. Ifølge Hanne Friis er dette en bekymrende tendens, da regelmæssig tandbørstning er den mest effektive måde at forebygge tandproblemer:
– Ligesom hos mennesker kræver sunde tænder daglig pleje. Det behøver ikke tage mere end et par minutter om dagen, og med den rette tilgang kan de fleste hunde vænne sig til det. I den forbindelse kan det være en fordel at starte tidligt, mens hunden er hvalp, så det bliver en naturlig del af de faste rutiner og en positiv oplevelse for hunden, lyder det afsluttende fra Hanne Friis.
Hvis man er i tvivl om, hvordan man bedst forebygger tandproblemer ved sin hund, anbefales det at kontakte sin egen dyrlæge, som kan give den nødvendige vejledning.