ForsideRebildDronningen af Cirkus Krone gæster Cirkusmuseet

Dronningen af Cirkus Krone gæster Cirkusmuseet

Dronningen af Cirkus Krone gæster Cirkusmuseet

Foredrag med artist, direktør og cirkuslegende Irene Thierry

Hvordan var det at vokse op som barn i et cirkus? Det kan du blive klogere på, når cirkusdronningen fra det hæderkronede Cirkus Krone, Irene Thierry, kommer forbi Cirkusmuseet i Rold. Det sker torsdag 24. april. Her fortæller hun om at vokse op i og sidenhen videreføre familieforetagendet Cirkus Krone som både artist og direktør.

Til foredraget får publikum et spændende indblik i Irene Thierrys liv, som har været anderledes end de flestes. Hendes far var gøgleren Regner Thierry, den karismatiske stifter af Cirkus Krone, og Irenes egen skæbne som cirkusartist blev beseglet allerede som treårig, da hun begyndte til ballet. Irene kastede sig senere over trapezkunsten og stepdans, og hun optrådte derefter som artist i farens lille, men yderst charmerende cirkus. I 2020 kunne hun fejre sit 70-års jubilæum som optrædende artist.

Faren var gøgler af hjertet og opfandt blandt andet Manden med gummiansigtet og Kannibalerne fra Borneo. Da Irene overtog Cirkus Krone efter ham, blev det mere rendyrket cirkus dog stadig med et strøg af gøgl og med finurlige karakterer. I dag drives Cirkus Krone af tredje generation: Sønnen Frank Thierry.

”Stepper foredraget af”

Irenes liv har gennem årene været fyldt af sjov og slid, men også af hårde kampe – både for at vinde respekt som kvindelig cirkusdirektør og for at bevare de stolte cirkustraditioner. Samtidig har det været en stor glæde at oplære nye generationer i cirkusfaget, som Irene elsker højt.

Alt dette kan du høre mere om til foredraget, og som afslutning på det hele tager hun sine stepsko på og ”stepper foredraget af” for publikum.

Billetter til foredraget den 24. april sælges på nordjyskemuseer.dk. Irene Thierry er aktuel med den nye biografi Jeg er født optimist, som udkom 7. april, og skulle man få lyst til at læse biografien om Irene Thierry, så kan den naturligvis erhverves i en signeret udgave til foredraget.

Irene Thierry er aktuel med en ny biografi om sit liv – jeg er født optimist – som er skrevet af Joan Dansberg. Til foredraget 24. april er det muligt at erhverve sig en signeret udgave af bogen. Foto: Cirkusmuseet i Rold
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler