Det er ikke umuligt: Sådan ender Hobro IK i Top 6
Der resterer to runder af grundspillet i NordicBet Ligaen, hvor Martin Thomsens tropper efter runde 20 er placeret på en 8.-plads med 26 point, “kun” 4 point efter Kolding IF på 6.-pladsen, så en plads i oprykningsspillet er ikke udelukket. Først og fremmest kræver det, at Emil Søgaard og resten af Hobro IK-mandskabet gør rent bord og vinder de to sidste kampe.
Scenariet for, at Hobro IK ender i top 6, er følgende:
- Hobro IK skal have 6 ud af 6 mulige point i de sidste to kampe (AC Horsens (H) og Kolding IF (U)).
- Kolding IF må maksimalt få 1 point i deres sidste to kampe (Kolding IF møder OB (U) og Hobro IK (H)).
- Hillerød Fodbold må maksimalt få 4 point i deres sidste to kampe (Hillerød møder FC Fredericia (U) og B.93 (H)).
Lykkes det enten Kolding IF eller Hillerød Fodbold at få flere point end henholdsvis 1 og 4, så er der stadig en mulighed for at indhente Hvidovre IF. Det kræver dog, at Hvidovre IF får 0 point i deres sidste to kampe mod Esbjerg fB og OB, samt at Hobro IK stadig vinder de sidste to kampe og indhenter 11 mål på Hvidovre IF.
En top 6-placering er dermed ikke udelukket med to spillerunder igen, men først og fremmest kræver det en sejr over AC Horsens på DS Arena på lørdag. Vi håber, at så mange som muligt vil bruge lørdag eftermiddag på DS Arena og støtte Marius Jacobsen, Frederik Dietz og resten af holdet i jagten på top 6.