Destination Himmerland præsenterer ny strategi for 2025-2028
Destination Himmerlands nye strategi er på dagsordenen når Udvalget for Kultur og Fritid i Mariagerfjord Kommune holder møde den 14. maj 2025.
Destination Himmerland har udarbejdet en ny strategi for 2025-2028. Strategien fremsendes hermed til medlemskommunernes orientering.
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller til Byrådet: At Destination Himmerlands strategi 2025-2028 tages til orientering.
Sagsfremstilling
Destination Himmerland har udarbejdet en ny strategi for 2025-2028. I følge Destination Himmerlands resultatkontrakt med Mariagerfjord Kommune og Vesthimmerlands Kommune forpligtes destinationsselskabet til at udarbejde en flerårig strategi med afsæt i målsætninger og kerneindsatsområder i resultatkontrakten. Strategien skal fremsendes til orientering til ejerkommunernes Økonomiudvalg. Strategien er vedhæftet sagen som bilag.
Destination Himmerlands bestyrelse består af medlemskommunernes to borgmestre. Herudover har hvert medlem (kommunerne) udpeget to erhvervsrepræsentanter samt én repræsentant fra eksempelvis forenings- eller kulturlivet med særlig indsigt i turisterhvervet. Strategien er godkendt i destinationsselskabets bestyrelse.
Destination Himmerlands strategi 2025-28 arbejder op mod Den Nationale Turismestrategi (Regeringen 2024), der sætter mål for turismens vækst frem mod 2030. For at fastholde Himmerlands position og for ikke at sakke bagud på markedet kræver det fortsatte investeringer samt en strategisk indsats i arbejdet mod turisme- og destinationsudvikling. Et mål er at øge antallet af årlige kommercielle overnatninger med mindst 150.000 frem mod 2030 for at fastholde den markedsandel, Destination Himmerland har i dag. 70 procent af overnatningerne skal falde uden for højsæsonen. Strategien indeholder også en ambition om at understøtte destinationens attraktioner i at vækste besøgstal med minimum 15 procent frem mod 2030. Derudover skal turismeomsætningen stige med cirka 419 mio. kr. for at bevare markedsandelen.
Strategien har fire strategiske indsatsområder, som understøttes af to tværgående fokusområder i strategiperioden i 2025-2028:
- Destinationsudvikling: Destinationens attraktivitet og produkt skal styrkes lokalt
- Branding: Kendskabet til Himmerland skal øges og tiltrække flere gæster
- Forretnings- og produktudvikling: Flere af turismens aktører skal tilbyde markedsrelevante produkter
- Gæsteservice: Flest mulige turister skal inspireres til oplevelser under deres ophold i Himmerland
I strategiperioden bygges der videre på arbejdet, hvor også initiativer, der understøtter bæredygtig destinationsudvikling og øget anvendelse af data og digitalisering, er gennemgående tiltag på tværs af de strategiske indsatsområder (illustreret herunder). Hvert år udarbejdes et handlingskatalog i forhold til såvel strategien, muligheder for projektmidler som den gældende resultatkontrakt for Destination Himmerland.

Økonomi
I 2025 modtog Destination Himmerland tilskud fra Mariagerfjord Kommune på 3.071.363 kr.